68-årig fundet død i voldgrav - Politiet finder intet mistænkeligt

Politiet undersøger dødsfald, efter forbipasserende fandt livløs mand.

Opdatering: Vagtchef fra Sydøstjyllands Politi, Torben Møller, kunne her til aften fortælle, at undersøgelserne på stedet er afsluttet, og at politiet ikke har skønnet noget mistænkeligt. Derudover kunne vagtchefen oplyse, at der var tale om en 68-årig mand fra Fredericia, og at de pårørende er underettet.

Fredag morgen blev en død mand fundet i Fredericia. Manden blev fundet i voldgraven ved Hugo Mathiesensvej af en forbipasserende, som straks kontaktede Sydøstjyllands Politi. 

- Vi blev ringet op klokken 07.18. Vidnet fandt personen liggende livløs nede i vandet. Umiddelbart er der ikke tale om en forbrydelse, men vi undersøger sagen nærmere, siger politiets vagtchef John Skjødt til TV SYD.  

Kort før fredag klokken 12.00 oplyser han, at manden er identificeret, men at man endnu ikke har fået underrettet de pårørende. 

Andet dødsfald på kort tid 

Det er blot to uger siden, en 60-årig kvinde blev fundet død i en voldgrav i Fredericia. Det skete i voldgraven mellem Danmarks Port og Prinsens Port.

- Men det er usædvanligt, at der bliver fundet livløse personer i voldgravene, siger John Skjødt. 

Heller ikke ved den 60-åriges dødsfald vurderede politiet, at der var foregået noget kriminelt.