75 år efter befrielsen modtager Auschwitz-overlever Danmarks ridderkors

Arlette Andersen fra Fredericia har udbredt kendskabet til holocaust, og i dag på 75-året for Danmarks befrielse fik hun overrakt ridderkorset.

I byrådssalen på Fredericia Rådhus sidder Arlette Andersen. På 75-årsdagen for Danmarks befrielse er det blevet tid til, at hun skal modtage Danmarks ridderkors.

Det er borgmester Jacob Bjerregaard (Soc. dem.), der overrækker Arlette Andersen ridderkorset, som hun i april blev tildelt af dronningen. 

Og det havde den tidligere kz-overlever også ventet på.

- Det var da på tide, siger hun med et glimt i øjet til TV SYD og hentyder til, at hun allerede i 2007 modtog den franske pendant til Danmarks ridderkors, Legion d’ Honour af første grad.

Den franskfødte Auschwitz-overlever modtog igen i 2016 den franske orden af anden grad.

Udbreder kendskab til holocaust

I 25 år har Arlette Andersen holdt foredrag for danske gymnasieelever, hvor hun har fortalt ungdommen sine personlige beretninger fra sin tid i koncentrationslejren.

Hun mener, at det er vigtigt, at historierne om Anden Verdenskrig ikke bliver glemt, og derfor er hun også glad for den officielle anerkendelse af hendes historie.

- Jeg har holdt 426 foredrag på danske gymnasier, så jeg er glad for Danmarks anerkendelse i dag, siger hun.

Dette er ridderkorset Arlette Andersen i dag fik overrakt - på dagen for 75-året for Danmarks befrielse.
Dette er ridderkorset Arlette Andersen i dag fik overrakt - på dagen for 75-året for Danmarks befrielse.
Foto: Søren Vesterby, TV SYD

For borgmester Jacob Bjerregaard (Soc. dem.) var det en stor ære at overrække ridderkorset på vegne af dronningen til Arlette Andersen. I talen fra borgmesteren til kz-overleveren lød det:

- Du fylder ikke meget, men dit budskab har en enorm kraft. Nemlig at ekstremister aldrig må få lov til at fylde. Du er et lysende eksempel på håb og livskraft.

Fange nummer 74.853

På Arlette Andersens venstre underarm sidder et minde, der for evigt vil vidne om, hvad hun har gennemgået. En tatovering med tallene 74.853 der fortæller, at Arlette Andersen var kvinde nummer 74.853, som blev iført en fangedragt i Hitlers udryddelseslejr.

Kz-overleveren har tidligere fortalt til TV SYD, hvad hun oplevede, inden hendes krop blev beklædt med fangedragten.

- Vi skulle have brusebad, så vi skulle have vores tøj af. Vi prøvede at lægge tøjet pænt sammen, så vi kunne finde det igen, men vi fik det alligevel ikke igen. Hele situationen foregik med skrig, råb og lussinger, hvis vi ikke gjorde det, de sagde.

Der skulle gå 45 år før Arlette Andersen begyndte at fortælle om sine personlige beretninger fra dødslejren, hun slap levende fra. Folk spurgte hende ikke ind til den frygtelige tid, så derfor fortalte hun ikke om den. Og hun havde også selv mest lyst til at glemme det. 

Hun blev dog så provokeret af den franske højrefløjspolitiker Jean-Marie Le Pen, som udtalte, at nazisternes gaskamre var en historisk detalje. Det fik Arlette Andersen til at fortælle om, hvad hun havde oplevet. Og det fik hun i dag ridderkorset for. 

Du kan læse mere om Arlette Andersen og hendes historie her