81-årig mistede livet ved villabrand

En 81-årig mand har natten til mandag mistet livet ved en brand i en villa i Fredericia.

En brand i en villa på Søbakken i Erritsø kostede husets beboer, en 81-årig mand, livet. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Branden blev opdaget og anmeldt klokken 02.59. Da brandfolkene fra Trekantområdets Brandvæsen nåede frem, var der ingen ild - men huset var fyldt med røg.

Den 81-årige mand blev fundet livløs i sin seng. Han var husets eneste beboer.

- Nu skal vi have undersøgt brandstedet, men der er efter alt at dømme tale om et tragisk uheld. Vi har ingen mistanke om nogen forbrydelse, siger Jørn Lindhardt, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

.