89-årig kvinde udsat for tricktyveri

En udenlandsk udseende kvinde snød i aftes en 89-årig kvinde i Fredericia.

En 89-årig kvinde blev i aftes udsat for et tricktyveri i sit hjem på Vesterbrogade i Fredericia.

Ved 19.10-tiden ringede en udenlandsk udseende kvinde på kvindens dør. Hun udgiver sig for at være fra hjemmeplejen og kommer indenfor, hvor det lykkedes tyven at stjæle kontanter og smykker.

- Vi kan ikke afvise, at der har været en medgerningsmand med derinde, siger vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Stig Simonsen, til Radio VLR.

Tricktyven beskrives som 25 år, almindelig af bygning, mørk i huden, sort halvlangt hår og 165 centimeter høj. Hun var iført en brun halvlang skindjakke, mørke lange bukser og sorte lange støvler. Hun talte gebrokkent københavnsk.