91-årig Auschwitz-fange fra Fredericia har central rolle i fransk ceremoni

Onsdag formiddag har den 91-årige fransk fødte jøde, Arlette Andersen, fra Fredericia en central rolle ved en mindehøjtidelighed i i den midtfranske by Clermont Ferrand.

Hver år den 25. november mindes universitet, Université Blaise Pascal, i den midtfranske by Clermont Ferrand den massearrestation, som nazisterne foretog netop denne dag tilbage i 1943. Den 91-årige fransk fødte jøde, Arlette Andersen, fra Fredericia, var én af de elever der blev arresteret dengang – og senere ført til Auschwitz. Her til formiddag bliver hun den centrale del af mindeceremonien.

For nylig satte Arlette Andersen sig til rette i sin lænestol i hjemmet i Fredericia og for rullende videokamera fortalte hun på fransk, hvordan hun oplevede den 25. november 1943, da hun sammen med hundredevis af medstuderende blev arresteret af de tyske SS-soldater på universitetet i Clermont Ferrand.

Arlette Andersen er formentlig den sidste overlevende fra denne arrestation, som kan fortælle historien. Det er desuden første gang, at universitetet i forbindelse med mindeceremonien kan præsentere en øjenvidneskildring fra en overlevende.

Det er makkerparret bag produktionen af en dokumentarfilm om Arlette Andersen, journalist Thomas Kvist Christiansen og fotograf Kasper Fuglsang der har medbragt den lille film med Arlette Andersen i forbindelse med deres egen deltagelse i ceremonien og filmarbejde i byen i denne uge.

Arlette Andersen stoppede sin 25 år lange foredragsrække i februar i år efter 425 foredrag og glæder sig over, at hendes historie og budskab om ikke at glemme Auschwitz kan leve videre som film. Hun har også fortalt sin historie i en række programmer på TV SYD.