Ældreminister på besøg for at lære om fastholdelse af ansatte
Ældreminister Mette Kierkegaard (M) besøger mandag plejehjem i Varde og Fredericia.
Det oplyser Social-, Bolig- og Ældreministeriet. Besøgene foregår som led i en ”danmarksturné”, som ministeren indleder på plejehjemmet Søgården i Varde mandag formiddag.
Målet er at samle erfaringer fra kommunens ældrepleje og høre om Søgårdens erfaringer med at drive et plejehjem for mennesker, der har misbrugsproblemer.
Ministeren besøger derefter plejehjemmet Stævnhøj i Fredericia for at tale med plejehjemsleder Anette Nørgaard Christensen om erfaringer med rekruttering og fastholdelse af personale.
Ministeren har desuden en times "træffetid", hvor borgerne kan møde hende på biblioteker. Mandag er hun til stede på Varde Bibliotek klokken 11-12 og på Fredericia Bibliotek klokken 15.15-16.15. Torsdag besøger ministeren Magion Biblioteket i Grindsted klokken 11-12.