TV der bevæger dig

Aktieekspert med kultbil fra 80'erne samlede penge ind til kræftsyge børn

Gæsterne på Bilmesse & Brugtmarked i Fredericia kunne her i weekenden få sig en nostalgisk køretur tilbage i tiden.

00:43

Aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank holdt klar til at køre gæsterne på bilmessen rundt i drengedrømmen - KITT fra tv-serien Knight Rider. Video: Hans Lausten, TV SYD

- Din kæreste har en fremragende smag for biler, men hendes smag for mænd kan diskuteres.

Den hårde kommentar fik aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, søndag – fra sin bil – da TV SYD søndag besøgte Bilmesse & Brugtmarked i Fredericia.

Her i weekenden er han én blandt mange, der støtter Børnecancerfonden ved at køre velgørenhedsrace.

Bilen er en drengedrøm, som jeg nyder ekstremt meget. Så det vigtige for mig er, at den også kan skabe glæde hos andre.

Jacob Pedersen, aktieanalysechef, Sydbank

Udover at kigge på de mange gamle biler, herunder Olsen-bandens originale Chevrolet Bel Air, og lede mellem tusindvis af stumper på messen, kunne gæsterne nemlig også betale 100 kroner for en køretur i en af de mange specielle biler. Heraf går 50 kroner til Børnecancerfonden – og den anden halvdel dækker chaufførernes udgifter.

- Folk kommer for at få en oplevelse – og minderne fra en svunden tid, siger medarrangør af Bilmesse & Brugtmarked, Karsten Nielsen, til TV SYD.

Jacob Pedersens bil er også unik. Han kører nemlig rundt i en tro kopi af den talende, intelligente bil KITT (Knight Industries Two Thousand) fra 80’ernes legendariske tv-serie Knight Rider.

- Bilen er en drengedrøm. Jeg blev plaskforelsket i bilen, da jeg så tv-serien Knight Rider for første gang i oktober 1986. Nu kører jeg rundt i drengedrømmen i sommerhalvåret. Det er bare en fornøjelse, siger Jacob Pedersen.

Læs også Daniel vandrede 4.265 kilometer: Se hans dagbog her

Bilen, en 1983 Pontiac Trans Am V8’er med 200 hk, er bedre kendt som KITT i tv-serien Knight Rider. Jacob Pedersens bil er ikke den originale, men en kopi, han har fået bygget. Den kan både tale og vise afsnit fra tv-serien. Derudover ligner den KITT fra Knight Rider og har David Hasselhoffs (der spillede hovedrollen som Michael Knight, red.) autograf på solskærmen.

Folk kommer for at få en oplevelse – og minderne fra en svunden tid.

Karsten Nielsen, medarrangør, Bilmesse & Brugtmarked, Fredericia

- Jeg nyder den her bil ekstremt meget. Så det vigtige for mig er, at den også kan skabe glæde hos andre. At kunne køre penge ind til en god sag er utrolig vigtigt, forklarer aktieanalysechefen, der samtidig forklarer, hvordan bilen og hans arbejde kan forenes.

- Mine aften- og weekendture i bilen, i KITT, er med til at få mig til at koble af fra det arbejde, der ellers i den grad har aktier som omdrejningspunkt, slutter Jacob Pedersen.

Ifølge arrangørerne har op mod 15.000 besøgt bilmessen i løbet af weekenden. Søndag eftermiddag var der samlet 3.500 kroner ind til Børnecancerfonden – og over de seneste fire arrangementer er det blevet til i alt 50.000 kroner til de kræftsyge børn.