A.P. Møller-fond sikrer kunstgræsbane

En donation på 750.000 kr. fra A.P.Møllers fond sikrer en kunstgræsbane i Fredericia. Sammen med et lignende beløb fra DBU og en million kroner fra kommunen er pengene hjemme til projektet.

Det er klubben Fredericia forenede Fodboldklubber, som i mange år har ønsket sig en kunstgræsbane til vintertræningen. Den anlægges ved klubbens anlæg ved Madsbyparken.

- Vi har, som klub altid arbejdet på, at tilbyde såvel elite som bredden de bedste forhold. Med etablering af banen vil vi kunne byde vores egne mellemmer og fodbold i Fredericia generelt, de bedste forhold, siger formand Torben Andersen, Fredericia fF.

Projekteringen går i gang med det samme - og banen vil være klar til næste vinter, lover formanden.

Fredericia fF har tidligere været med i et projekt om en kunstgræsbane ved det nærliggende Fredericia Idræts-center. Men kommunen sparede pengene væk og projektet blev stillet i bero. Derfor var Fredericia fF mellem de over 100 klubber som søgte om støtte fra DBU.

Det fik Fredericia-klubben tilsagn om i juni. Derefter gik bestyrelsen i gang med at søge fonde og virksomheder om støtte.

Og det var en glad formand, som modtog brevet fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal om 750.000 kr. til formålet.

Samtidig vedtog byrådet i efteråret at støtte med en million kr. torben Andersen forventer, at de kommunale tilskud kan frigives lige efter nytår.

Fredericia fF er byens store breddeklub, mens FC Fredericia er elite-overbygningen som spiller i 1. division.