Autocampere valfarter til gammel industrihavn som aldrig før

Siden coronapandemien startede, har autocamperne indtaget Kanalbyen i Fredericia, hvor de ganske gratis kan parkere og overnatte.

Udsigt til gamle skibe i havnen i Kanalbyen og første parket til Lillebælt. 

Det lyder umiddelbart som en dyr fornøjelse, men det koster faktisk ingenting for det frihedselskende folkefærd, der er rykket ind på Fredericia gamle industrihavn med deres huse på hjul. 

Bente Heiberg og Frank Wegner er nogle af de mange overnattende, der sidder udenfor på deres klapstole og nyder det solskinsrige vejr ude foran deres autocamper.

- Det er jo fantastisk. Det er dejligt, man kan sidde her og have vandet lige foran og kigge. Man kan jo ikke forlange mere af livet, siger Frank Wegner.

FREDERICIA INVADERET AF AUTOCAMPERE.Copy.01
Foto: Jonatan Dybro, TV SYD.

Over 50 autocampere

Pladsen på Fredericias gamle industrihavn er lidt rusten, men det gør ikke campisterne noget, og selvom der er udsigt til gamle skibe og en byggeplads i baghaven, så valfarter de mobile campister dertil som aldrig før. Nogle dage er der faktisk over 50 autocampere samlet på pladsen.

- Vi hygger og går nogle ture, går op i byen, spiser og nyder solen og laver ingenting, siger Frank.

Bente fuldender sætningen:

- og vi kigger på folk, der fisker. Det er så roligt. Det er skønt, siger Bente.

Ingen strøm eller kloakering

Det hele kan lade sig gøre, fordi autocampere gratis kan slå sig ned midlertidigt på græsarealet, men man har hverken strøm eller kloakering.

Det er dog ikke noget problem for de rutinerede, mobile campister.

- Der er alt, hvad hjertet begærer i sådan en vogn. Der er toilet, bad og hjørnesofa, siger Frank, mens han viser rundt i sin autocamper, der har en totallængde på 7,5 meter.

- Man kan jo være her, som man kan være derhjemme. Hvis man ikke har brug for alt den plads, så er det jo helt genialt, det her, siger Frank.

En helt særlig tur

Det er ligesom at være en snegl med sit eget hus på ryggen, og det er netop dét, der gør turen i en autocamper til noget helt særligt.

- Om det er i Danmark eller syd på. Det er friheden i, at man bare kan køre. Når vi ikke gider at køre længere, så finder man en plads og kører ind og holder der, siger han.

- Friheden til at vælge om man vil have vandudsigt, eller om man vil vågne op på en eng eller tæt på en skov. Du har ikke stationeret dig. Du vælger selv, hvad du vil se på, siger Bente.

En slange i paradis

Der er dog en slange i paradis. Lige bag pladsen i Fredericia skyder nybyggeriet Kanalbyen op, så muligheden for at holde her varer ikke for evigt, men det er langt fra sidste gang, at Frank og Bente kigger forbi.

- Vi kommer helt sikkert tilbage her til. Vi holder her rigtig meget - både sommer og vinter, siger Frank.

- Der går aldrig en måned, før vi er her igen, siger Bente.