Betaler bøder efter giftulykke

Vognmandsfirmaet Marius Pedersen og Minkfodercentralen i Holstebro undlader at anke en dom om en arbejdsulykke, der 16. september 2009 kostede en chauffør fra Fredericia livet.

Firmaerne blev for to uger siden idømt bøder på henholdsvis 100.000 og 80.000 kroner af retten i Holstebro.

En 41-årig chauffør døde, da han indåndede svovlsyredampe ved fodercentralen.

Han nåede at opdage, at der var noget galt og ringede hjem til sin arbejdsgiver.

Forkert råd

- Vi må erkende, at vi som virksomhed gav ham et forkert råd. Vi havde fået forkerte oplysninger fra Kommunekemi og fodercentralen om, hvilke kemikalier vi skulle hente. Men efter at have nærlæst dommen tvivler vi på, at Landsretten vil ændre afgørelsen. Og vi gav et forkert råd til vores medarbejder, siger direktør Christian Møller fra vognmandsfirmaet Marius Pedersen til Fagbladet 3F.

Direktør Poul Pedersen fra fodercentralen mener stadig, at hans firma ikke gjorde noget forkert.

- Når vi ikke anker, så er det af menneskelige grunde. Det ville være en belastning for både chaufførens efterladte og fodercentralens medarbejdere, hvis sagen skulle for landsretten, siger Poul Pedersen.