Bjørn Nørgaard slog i dag dørene op med nyt kunstværk

Søndag blev Bjørn Nørgaards nye kunstværk indviet i Fredericia. Han har lavet en bronzeportal, der skildrer livet og døden, til Christianskirkens nye indgangsparti.

Det så næsten magisk ud, da de to tunge dobbeltdøre af bronze gik langsomt op, helt af sig selv, og bød de fremmødte indenfor i varme og tørvejr.

De to døre er en del af den et ton tunge bronzeport, der danner rammen for det nye indgangsparti til Christianskirken i Fredericia. Søndag blev porten indviet og taget i brug.

Bronzeportalen er designet og lavet af billedhugger Bjørn Nørgaard. Han er kendt for store udsmykningsopgaver, skulpturer i det offentlige rum og boligbyggeri. Og så er det ikke første gang, han udsmykker kirken i Fredericia. I 2007 lavede han 24 glasmosaikker med bibelske fortællinger til alteret.

quote

Vi drømte jo om den her portal, allerede da vi var i gang med glasmaleriet derinde.

Bjørn Nørgaard, billedhugger

- Vi drømte jo om den her portal, allerede da vi var i gang med glasmaleriet derinde, fortæller Bjørn Nørgaard til TV SYD.

Derudover har han designet og tegnet 17 gobeliner, som lige nu hænger i riddersalen på Christiansborg Slot. I 2018 designede han også Hendes Majestæt Dronningens gravmæle, der står i Sankt Birgittas Kapel i Roskilde Domkirke.

Her ses hele værket udefra. 
Her ses hele værket udefra. 
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Alfa & Omega

Værket og bronzeportalen i Fredericia har fået navnet Alfa & Omega og er inspireret af Johannes´ Åbenbaring i det ny testamente. Her siger Jesus: ”Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden.”

Og netop livets logik, som billedhuggeren kalder det, er hele omdrejningspunktet for værket. Rent lavpraktisk går man ind og ud ad dørene. Ting starter og ting slutter. Ting forgår og ting genopstår.  

- Vi går ind og ud af livet. Vi bliver født, og vi forsvinder en dag. Det er noget af det, som moderne mennesker har svært ved. Vi må se i øjnene, at det er nu en gang vilkårene. Om man er religiøs eller videnskabelig, det kommer ud på et. Konsekvensen er det samme, siger han.

Vigtigst er håbet

Bronzeportalerne er kendt fra mange kirker og ikke mindst domkirker. De pryder facaden og er fulde af billedrige detaljer og giver liv til de bibelske historier. Derfor er bronzeportalen også noget helt særligt, fortæller Bjørn Nørgaard:

- Det er jo få steder, hvor man får lov til at lave sådan en.

Men selvom det kan blive lidt dystert med al den snak om døden og livets logik, så er det en ting, der er vigtig at holde fast i. Håbet, konkluderer kunstneren.

- Hvis mennesket mister håbet, så dør vi. Det er håbet, der holder os i live. Håbet er troen på, at vi er i stand til – måske endda sammen med højere magter, at ændre tingenes tilstand. Det kræver vilje, tillid, og at vi elsker hinanden, fastslår han.

Kunstværket blev indviet søndag den 12. januar. Selve kunstværket har kostet 5,1 millioner kroner, som Kunstcenteret "Du skal elske din fjende" har søgt hjem. Derudover har Christianskirken opsparet penge til ophængning af værket fra donationer, kirkeindtægter og gallamiddage.