Borgere i Fredericia skal ikke længere koge drikkevandet

10.000 borgere i Fredericia kan nu drikke vand direkte fra hanen igen, oplyser Trefor. Fredag blev der påvist for høje værdier af colibakterier, men adskillige vandprøver viser, at vandet nu igen er rent.

Kogeanbefalingen i Fredericia er nu ophævet.

Det betyder, at alle borgere igen kan drikke vandet fra hanen ukogt, skriver Trefor i en pressemeddelelse.

quote

Hvad der så har været årsagen, skal vi først have kortlagt.

Lars Skjerning, vandforsyningschef hos Trefor

- Vi har brugt weekenden på at hente nye prøver ind, som nu er blevet analyseret og erklæret rene, og på det grundlag har myndighederne valgt at ophæve kogeanbefalingen, lyder det fra vandforsyningschef i Trefor Vand, Lars Skjerning.

Årsag er stadig et mysterium

I alt er der blevet lavet 46 prøver af vandet lørdag forskellige steder i Fredericia Kommune. Samtlige resultater fra disse prøver viser, at vandet er helt rent. Men Trefor ved stadig ikke, hvorfor testresultater fredag viste for høje værdier af colibakterier. 

Det skal man nu til at finde ud af, men der kommer til at gå en rum tid, før Trefor får svar, siger Lars Skjerning til TV SYD.

- Vi skal have gennemgået vores anlæg og de procedurer, vi har, når vi tager vandprøver. De nye vandprøver, vi har taget i dag, søndag, får vi svar på i morgen. Men vi forventer også, at de er rene. Hvad der så har været årsagen, skal vi først have kortlagt. Og der går en rum tid. Det er ikke sikkert, at vi får svar i den kommende uge.

Plejehjem og cafeer måtte tænke kreativt

Weekendens kogeanvisninger blev en lidt for stor mundfuld for plejecentre og cafeer i Fredericia, som derfor måtte ud og hamstre vand og is for at klare sig igennem weekenden. 

Derfor stillede centerleder for plejecentret Øster Elkjær, Ea Seeger Hanmann, ganske tidligt i Netto lørdag morgen for at være sikker på at få vand nok.

- Lørdag morgen kørte jeg i Netto i Børkop og tømte, hvad de havde af 2 liters vandflasker med rent vand. Der var 380 liter, og dem har jeg så været herinde på plejehjemmet og fordele, fortæller Ea Seeger Hanmann, som heldigvis både fik hjælp fra sin mand og personalet til at bære de mange liter vand ind på plejehjemmet. 

Hun tager da også weekendens udfordring med oprejst pande.

- Det er, hvad der kan ske, og så må vi tage det derfra. Jeg har været her i 11 år, og det er første gang, jeg har oplevet det. Så det er heldigvis ikke noget, der sker så tit. 

Is udefra

Også hos Urbania Street Food var der behov for at hente ekstra forsyninger udefra for at slukke tørsten hos gæsterne. 

- I stedet for at bruge is fra vores egen maskine, så har vi købt 450 kilo is, som vi bruger i vores drinks i stedet, fortæller barista Naja Højmose Jørgensen.