Børn er vilde med videnskab og bruger gerne fritiden på at lære

12 5. klasses elever er netop startet i en videnskabsklub på Fredericia Gymnasium, hvor de hver tirsdag skal lære en masse om mikrobiologi og selv lave eksperimenter.

Nogle børn går til gymnastik, andre til håndbold. Men der er også nogle, der går til videnskab i deres fritid. 

Det gør de gennem Videnskabsklubben, som er et fritidstilbud for børn, der går i 4. til 6. klasse.

I sidste uge startede fritidstilbuddet op i Fredericia for første gang, hvor 12 elever fra femte klasse var mødt op for at lære og give sig i kast med forskellige eksperimenter. 

- Jeg interesserer mig meget for faget natur og teknik. Og så synes jeg, at det lød sjovt, siger Konrad Almfort, der går i 5. klasse. 

Program lavet af forskere til 'miniforskere'

‘Miniforskerne’, som deltagerne kaldes, skal i løbet af syv uger gennem forskellige emner inden for naturvidenskaben. Holdene med 4. klasses elever kan blive miniforskere i primatologi, elever fra femte klasse bliver det i mikrobernes verden, mens 6. klasserne bliver miniforskere i biodiversitet. Inden for hvert emne er der strikket et program sammen, der passer til årgangen.

Programmet er udarbejdet af Videnskabsklubben i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet og Aarhus Universitet. Mentorerne, som er dem, der underviser børnene, er selv gymnasie- og folkeskoleelever. 

Nanna Vu går i 2. g på Fredericia Gymnasium og er seniormentor for 5. klasses holdet. Hun ser frem til at skulle være en del af forløbet.

- Jeg forventer, at jeg selv lærer rigtig meget, og at jeg lærer nogle små interesserede forskere at kende og lærer dem en masse, siger Nanna Vu.

Store forventninger til efterårets forløb

Forsøg med gær og sukker og mikroskopering er bare nogle af de ting, der var på programmet den første dag. Og der er allerede stor begejstring hos de unge miniforskere. 

- Det er ikke lige det, man forventer, at der kan ske med gær og sukker, hvis man blander det sammen med vand. Så det har været ret sjovt at prøve, siger Konrad Almfort. 

Børnene kommer til at dykke ned i flere emner, end de er vant til fra folkeskolen, og kommer derved til at lære en masse. Men Nanna Vu er også sikker på, at hun selv lærer en del af at være mentor. 

- Det giver mig rigtig meget. For så skal jeg sætte mig ind i et emne på en helt anden måde, fordi jeg skal kunne fortælle den her viden videre til nogle yngre, siger hun. 

Og det kommer også til at være noget helt særligt for seniormentoren at skulle undervise netop denne målgruppe.

- Det betyder rigtig meget for mig. For jeg kan se mig selv i rigtig mange af dem. De synes bare, det er sjovt at lave naturvidenskab og sjovt at forske og lave eksperimenter, siger Nanna Vu.

Lidt mere om Videnskabsklubben

  • Videnskabsklubben er en nonprofitorganisation, som giver børn mulighed for at gå til videnskab i fritiden.
  • Klubben er økonomisk støttet af Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden og har eksisteret siden 2014, hvor klubben var tilstede i to byer.
  • I 2019 er Videnskabsklubben rullet ud i 14 danske byer - blandt andet Fredericia og Vejle.
  • I efteråret kommer i alt kommer 800 folkeskoleelever og gymnasieelever til at kunne gå til videnskab fordelt på 37 hold.
  • Videnskabsklubbernes hold bliver afholdt på gymnasier rundt omkring i landet, og det er frivillige gymnasieelever, der varetager undervisningen.