Bronzedrømmen lever i Fredericia

Fredericia og Skjern skal spille en tredje og afgørende kamp om bronzemedaljerne i herrernes håndboldliga.

Fredericia Håndboldklubs jagt på de første medaljer siden 1980 fortsætter lidt endnu.

Søndag eftermiddag vandt klubben i egen hule med 27-25 over Skjern Håndbold i den anden bronzekamp, efter at gæsterne havde fået en forfærdelig start.

Det betyder, at de to mandskaber nu skal spille en tredje og afgørende kamp i Skjern om bronzemedaljerne.

I den første kamp i Skjern lignede Fredericia et hold, der allerede var gået på sommerferie. Ved den lejlighed tabte Gudmundur Gudmundssons mandskab med 11 mål.

Attituden var markant anderledes hjemme i egen hule søndag, hvor det var Skjern, der ikke rigtig kunne komme i gang med kampen.

Der manglede power hos gæsterne, som på de første 12 minutter scorede blot et mål, fordi Thorsten Fries var flyvende i Fredericia-målet.

Fredericia var foran med fem undervejs i halvlegen, men gik til pause med en føring på tre mål.

Igen i anden halvleg kom Fredericia godt fra start, men Skjern vågnede op og sørgede for, at værterne skulle stramme sig an for ikke at lukke vestjyderne helt ind igen.

Det blev besværliggjort af en del afbrændere på helt åbne chancer, men i sidste ende blev sejren slidt i hus.