Brug for veteranhjem på vestkysten

Der brug for et veteranhjem i området ved Oksbøl. Veteranhjemmet i Fredericia har i snit to-tre overnattende og en halv snes besøgende - hvert døgn.

Det fik formanden for Folketingets forsvarsudvalg, Venstre-manden Hans Christian Thoning, Blåvand, at vide, da han fredag besøgte Veteranhjemmet i Fredericia. Han fik mulighed for at se de tilbud, som gives soldater, som vender hjem fra krigszonen med mentale problemer i vadsækken.

Mange omkring Oksbøl

På grund af de militære anlæg omkring Oksbøl bor mange veteraner i det område. Og det er for krævende, hvis de skal køre 90 kilometer i bil - eller to-tre timer i offentlig transportmidler for at komme til Fredericia. 

Veteranhjemmet på Ansgarvej i Fredericia var landets første, da det blev indviet for otte måneder siden. Siden har hjemmet haft åbent hver eneste dag - 24 timer i døgnet. Og hver dag har de frivillige noteret, hvor mange der har været på besøg.

- Det er vigtigt for os at kunne dokumentere, hvor mange der har brug for os. Vi er jo kun i en forsøgsperiode - og det er ikke sikkert at vi får lov til at blive, siger Ole Knudsen, formand for Dansk Veteranforening.