Byggearbejdere tilbage på job efter blokade

Efter flere timers blokade kunne medarbejderne hos Dong Energy igen gå på arbejde. Stilladsarbejderne fik deres ønske opfyldt.

Solen var ikke engang stået op, da en stor gruppe stilladsarbejdere samlede sig foran Dongs nybyggeri og administrationen i Skærbæk mandag morgen. Blokaden var en protest mod brugen af udenlandsk arbejdskraft, som Sydøstjyllands Stilladsklub mener underbyder danske arbejdere. Men omkring middagstid ophørte blokaden.

- Vi er glade for, at de ville ophæve blokaden, så vores medarbejdere igen kunne fortsætte med deres arbejde, siger produktionsdirektør hos Dong Energy, Ole Thomsen, til TV SYD.

Stilladsarbejderne havde et ønske om, at virksomheden skulle tjekke uddannelsespapirer hos dem, der arbejder på byggepladserne. Noget, som de før har gjort hos Dong.

 

- Vi kan ikke se, at der skulle være noget om snakken. Vi har før lavet et ekstra tjek efter ønske fra medarbejderne, men ingen har påpeget, at der skulle være noget galt. Vi fandt heller ikke noget dengang. Men nu løber vi processen igennem igen, siger Ole Thomsen.

Han ærger sig dog over dagens begivenhed.

- Det her havde de ikke behøvet at lave en blokade for. De kunne bare have påpeget det, og så ville vi have kigget på det med det samme, siger produktionsdirektøren.