Byrådsmedlem nægtet adgang til kritiseret ansættelsesudvalg

Tidligere kommunaldirektør er blevet politianmeldt på grund af en mulig nær relation til tidligere borgmester Jacob Bjerregaard. Byrådsmedlem forsøgte at komme med i ansættelsesudvalget af kommunaldirektøren, men blev afvist.

Kun tre personer var med til at ansætte Fredericia Kommunes kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe i 2018, men ét medlem af byrådet forsøgte at komme med i ansættelsesudvalget.

Sådan lyder det i dag fra Cecilie Roed Schultz, der sidder i Fredericia Byråd og økonomiudvalg for Enhedslisten.

- Jeg har været med i flere ansættelsesudvalg, og jeg spurgte også, om jeg måtte være med, da Annemarie skulle ansættes. Jeg fik dog at vide, at jeg ikke kunne være en del af udvalget den gang, da pladserne skulle deles ud til viceborgmestrene, siger Cecilie Roed Schultz.

Ansættelsesudvalget bestod dengang af daværende borgmester for Socialdemokratiet Jacob Bjerregaard, økonomi- og personaledirektør Tommy Abildgaard og fællestillidsrepræsentant Helle Bang Andersen. Størrelsen på ansættelsesudvalget er blevet kritiseret for at være mindre end lignende udvalg, både i Fredericia Kommune og andre kommuner, og kommunalforsker Roger Buch har kaldt ansættelsen ”meget usædvanlig”

Viceborgmestrene sad dog ikke i udvalget i 2018, som Cecilie Roed Schultz fik at vide.

Derudover er ansættelsesprocessen blevet problematiseret, fordi Annemarie Zacho-Broe er blevet afskediget som kommunaldirektør, og fordi en mulig nær relation mellem hende og daværende borgmester, Jacob Bjerregaard, er blevet politianmeldt.

Havde ingen mistanke

Ofte er hele økonomiudvalget, hvor Cecilie Roed Schultz sidder, med, når man ansætter en kommunaldirektør. Selvom hun fik afslag på at være med i ansættelsesudvalget, fattede hun ikke mistanke om, at noget kunne være galt.

- Jeg var forstående over for, at jeg ikke var en del af processen dengang, og jeg har overhovedet ikke overvejet, at det kunne være foregået på andre måder, siger hun.

Også Fredericias 1. viceborgmester har siden afsløringen sagt, at hun og andre burde have været med i ansættelsesudvalget

TV SYD har forsøgt at få en kommentar fra daværende borgmester Jacob Bjerregaard, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.