Computerspillernes Roskildefestival er i Fredericia

Arrangøren kalder det "Computerspillernes Roskildefestival" når over 5.000 unge mødes i Fredericia her i weekenden for at spille computer sammen.

Mange computerspillere sidder til daglig rundt omkring i studiehybler og på teenageværelser, men her i weekenden samles over 5.000 af dem i Fredericia til en LAN-fest, der ifølge arrangør Ulrik Petersen er verdens 3. største af slagsen.

- Jeg plejer at sige at vores event er det samme som når de unge mødes og spiller sammen hjemme på værelserne. Vores værelse er bare 16.000 km2 i stedet for 16, siger LAN-festens arrangør Ulrik Petersen til TV SYD.

quote

Vi kalder det for computerspillernes Roskildefestival.

Ulrik Petersen, medarrangør, Net Party Fyn

Computerspillernes Roskildefestival

Eventet hedder Net Party Fyn - eller NPF. Men i dag har det vokset sig så stort at folk kommer fra hele landet. Arrangementet holdes da også i messecenteret i Fredericia, hvor der er plads til en LAN-fest med over 5000 deltagere.

- Vi kalder det for computerspillernes Roskildefestival, siger Ulrik Petersen, der var med til at starte arrangementet op for første gang for 17 år siden.

Deltagerne har hver en computer med, der så kobles op i et fælles netværk, hvor alle kan spille med - og mod - hinanden. Det gør de sådan set i forvejen, når de spiller hjemme på værelserne, men ved weekendens store spil-fest får de mulighed for at spille sammen i den virkelige verden også.

- Nogle af dem der kommer her kender allerede hinanden fra spillene. De bruger NPF (arrangementets navn - red.) til at møde dem de måske allerede har spillet med i lang tid, fortæller Ulrik Petersen.

Soveposer på rad og række

De mange deltagere overnatter også i messecenteret.

- De sover i nogle af messehallerne. Der ligger de på rad og række i deres soveposer, fortæller Ulrik Petersen.

Hvis man skulle få den tanke, at så mange unge mennesker på et sted, giver anledning til ballade, så kan man godt tro om.

- Der er ikke noget ballade med de her unge, siger Ulrik Petersen. - De drikker ikke alkohol og det foregår altid stille og roligt. De hygger sig bare med hinanden forklarer han.

Deltagerne er fra en 10-12 år gamle og opefter, men det er ikke længere kun de helt unge der spiller.

- Jeg vil tro deltagernes gennemsnitsalder er på omkring 20 år, siger Ulrik Petersen.

De første spillere begynder at ankomme fredag eftermiddag, og hele arrangementet slutter søndag eftermiddag.