Cybersoldater skal uddannes i Fredericia

Nu skal 30 unge uddannes i Forsvaret til at bekæmpe trusler i cyberspace som del af deres værnepligt. Grundforløbet kommer til at foregå ved Føringsstøtteregimentet i Fredericia.

Geværild bliver til museklik og feltspader til gamerstole, når Forsvaret fra februar åbner op for en ny værnepligtsuddannelse, cyberværnepligten. Her får 30 værnepligtige årligt mulighed for at aftjene en del af deres værnepligt bag computeren for at lære, hvordan man sikrer sig mod trusler i cyberspace.

Helt konkret bliver der tale om en uddannelse på 10 måneder, hvoraf de første fire er almindelig værnepligt i et af værnene, mens de sidste seks står i computerens tegn.

Minister: Daglige cyberangreb 

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) håber, at cyberværnepligtige kan være med til at styrke samfundet mod de "daglige forsøg på cyberangreb".

- I fremtiden får vi brug for flere, der vil beskytte Danmark mod fjender på nettet. Derfor opretter vi cyberværnepligten.

- Jeg håber, at mange unge vil vælge at udvikle deres digitale færdigheder i Forsvaret gennem den nye værnepligt - til gavn for dem selv og for hele Danmark, siger hun i en pressemeddelelse.

Fredericia får forløb

Grundforløbet i cyberdelen af værnepligten kommer til at foregå ved Føringsstøtteregimentet på Ryes Kaserne i Fredericia.

Uddannelsen afsluttes med en praktik og en cyberøvelse, som støttes af Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

For at komme i betragtning til en af pladserne skal man blandt andet være erklæret egnet eller begrænset egnet på Forsvarets Dag.

Desuden er et godt forudgående kendskab til IT et krav.

Ryes Kaserne i Fredericia skal danne rammerne for cyperdelen af den nye værnepligtsuddannelse.
Ryes Kaserne i Fredericia skal danne rammerne for cyperdelen af den nye værnepligtsuddannelse.
Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Forsøgsordning

I første omgang skal den nye uddannelse køre som et forsøg over de næste tre år.

Der vil i 2020 være i alt 5.200 værnepligtspladser i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen.

Tidligere var det cirka 4.600, mens antallet af værnepligtige er steget som følge af det seneste forsvarsforlig.

Som værnepligtig bor man på kasernen, flyvestationen, flådestationen eller beredskabscentret i hverdagene, mens man som udgangspunkt har fri i weekenderne.

Lønnen er knap 8.000 kroner om måneden før skat samt et skattefrit beløb til forplejning.