Dansk vinbonde: Det har været et fantastisk år

Den varme sensommer har været fantastisk for de danske vinbønder, fortæller vinbonde.

"Det er vinbonden selv", svarer Kim Madsen, når man ringer til ham.

Og det er han netop. De er et sjældent folkefærd i Danmark, hvor klimaet ikke er kendt for at være venligt mod sarte vinranker.

Men i år er anderledes. I år har vejret været noget nær perfekt for en dansk vinbonde.

- Vi havde en varm periode i juni og maj, lige der, hvor vindruerne starter, fortæller Kim Madsen, der har to danske vingårde. En i Kolding og en i Fredericia. Men ikke nok med, at vindruerne kom godt fra start. Den varme sensommer har også været med til at give en god dansk årgang.

- Den her periode med varmt vejr i august og september har været fantastisk, siger Kim Madsen.

Han fremstiller mange forskellige slags vin - både mousserende vine, hvidvin, rose og dessertvin. Og kom i gang fordi vin altid har været en stor interesse for ham.

- Jeg har altid syntes, vin var spændende, og så tænkte jeg, hvorfor ikke i Danmark, fortæller Kim Madsen, der nu har lavet dansk vin i 12 år.

- Det første år smagte det forfærdeligt, griner han, - men nu har vi lært det, og nu kan vi sagtens være med. Vi laver ganske god vin nu, fortæller Kim Madsen.

Hvis man skulle få lyst at besøge en ægte dansk vingård, så holder Kim Madsen åbent hus lørdag eftermiddag på vingården, Sdr. Vilstrupvej 149 i Kolding fra kl. 13.00 til 16.00.

Skulle man få lyst at smage en dansk vin, så serveres vinen blandt andet på restaurant Ti Trin Ned i Fredericia. Ellers må man omkring en specialforretning i trekantområdet for at smage de danske dråber.

 

Det har været et fantastisk år for de få danske vinbønder, fortæller vinbonde.
Det har været et fantastisk år for de få danske vinbønder, fortæller vinbonde.
Foto: Lillian F. Madsen