Denne lærer har nu sendt otte elever i finale for forskere

Otte elever fra Erritsø Fællesskole er kommet i finalen i forskerkonkurrencen Unge Forskere. Samme lærer står bag.

Lærer Christian Storm Tholberg er noget ganske særligt. Otte af hans elever på Erritsøs Fælleskole har nemlig fået en finaleplads i forskerkonkurrencen 'Unge Forskere', men hvad han gør særligt, ved han faktisk ikke.

- Det er et godt spørgsmål, for jeg synes ikke, at jeg gør noget, men det gør jeg så nok alligevel, svarer Christian Storm Tholberg på spørgsmålet.

Og det gør han. I hvert fald hvis man spørger hans elever.

- Han underviser lidt på en anden måde, end vores almindelige lærere gør, mener Sofie Nærø Hansen, der er en af finalisterne i konkurrencen.

Jacob Weiss Nielsen er enig: Også han er en af finalisterne:

- Han gør undervisningen sjov. Han har en humor, og så forstår han at få os til at være interesserede i det, vi laver.

Fem år i streg sender den populære lærer elever i finalen

Det er femte år i træk, at en af Christian Storm Tholbergs elever er med i konkurrencen, men det er første gang, at otte elever på én gang er nået helt til finalen. Noget den afholdte lærer er stolt af:

- Jeg synes, det er fedt, og jeg synes, det er megasejt af de her elever, at de er nået så langt.

I år har han etableret et miniforskerhold, hvor elever fra femte klasse kan få hjælp og sparring til deres projekter, og det har været en succes.

Nysgerrighed driver værket

- Jeg forsøger at vække deres nysgerrighed og deres interesse for nogle ting ved at lave nogle små forsøg med dem og så bagefter snakke med dem om, hvad der er sket, og hvad man kunne gøre anderledes, forklarer Christian Storm Tholberg.

Eleverne har selv valgt, hvad de vil forske i. I denne omgang spænder det fra kryptering til kalkpiller, og det kan være en hård cocktail også for læreren.

- Det er heller ikke alt, hvor jeg er med sådan fagligt, eller jeg ved mere end eleverne selv ved om deres projekter, dermed er det også udfordrende for mig. Så det, jeg ikke ved, og det, de ikke ved, må vi jo finde ud af sammen, siger Christian Storm Tholberg.

Christian Storm Tholberg forsøger at være nysgerrig og undrende og finder svar sammen med eleverne.
Christian Storm Tholberg forsøger at være nysgerrig og undrende og finder svar sammen med eleverne.

Elev vandt finalen i 2018

For to år siden vandt en af hans elever, Emma Weiss Nielsen, forskerfinalen med sin muh-sik til malkekøer, så de giver mere mælk. Men hvordan det kommer til at gå i år til finalen på søndag, er svært at sige.

- Det kan være en af mine elever. Det kan også være, de ikke vinder noget som helst. Og det betyder faktisk ikke så meget, for de er ikke med for at vinde, de er med for at få oplevelsen og få lov til at arbejde med noget, der interesserer dem.

Der er i 'Unge Forskere' præmier for mere end 300.000 kroner.