Det var en drøm, som nu er brast: Lille hus står ikke længere

Billedet af et enkelt hus, der er undsluppet lavastrømmen fra vulkanen Cumbre Viejo på den kanariske ø La Palma, er set af rigtigt mange mennesker. Det ligner noget, der er for godt til at være sandt, og nu tyder det på, at det desværre også er tilfældet.

Det gør ondt på familien Cocq, der ejer det nu berømte hus på La Palma, der er en del af den kanariske øgruppe.

Huset så nemlig i første omgang ud til at undslippe et vulkanudbrud på øen, men en ny lavaflod tog natten til mandag huset med sig.

Familien Cocq i Skærbæk ved Fredericia må se i øjnene, at deres hus på La Palma er taget af en lavastrøm.
Familien Cocq i Skærbæk ved Fredericia må se i øjnene, at deres hus på La Palma er taget af en lavastrøm.

- Det er forbi, huset er nu begravet i lava, forklarer Rainer Cocq, der ejer huset. 

Familien Cocq fra Skærbæk ved Fredericia har fulgt onlinenyheder fra La Palma tæt. For fem dage siden lignede det ellers et mirakel, da billedet af familiens hus, der som det eneste stod midt i lavastrømmen, gik verden rundt.

Sådan så huset ud før vulkanudbruddet. Familien Cocq har ejet det i 30 år.
Sådan så huset ud før vulkanudbruddet. Familien Cocq har ejet det i 30 år.
Foto: Privat

- Det var ligesom et tegn for os. Et mirakel, siger Rainer Cocq.

Men miraklet sluttede desværre i nat, hvor nye registreringer blev offentliggjort på den spanske avis El Pais' hjemmeside. Yenny Cocq, der er Rainer Cocqs datter, fik et billede, hvor huset er væk.

- Det er bare helt forfærdelige billeder, siger Yenny Cocq.

Huset er nu taget af lavaen.
Huset er nu taget af lavaen.
Foto: Angel Medina G./EPA/Ritzau Scanpix

Familien var ikke kun turister på øen

Familien byggede selv huset for 30 år siden. Siden da har de startet en vinproduktion med lokalbefolkningen og gjort huset til et slags livsprojekt.

- Man er ikke turist. Det er ikke bare et feriehus. Man arbejder og er en del af det hele, forklarer Rainer Cocq.

Men nu er hus, have og livsprojektet opslugt af lavaen.

- Tænk sig at der har man boet, og nu er det hele forsvundet, funderer Rainer Cocq.

Familiens tanker går til de lokale, men midt i mørket har de fundet et strejf af optimisme.

- Vi er rigtig heldige, vi sidder her og ikke på en lavaplet, siger Rainer Cocq.