Ekspert kalder borgmesterkup vildt og peger på klar årsag
Først skete det i Kolding, nu aber de efter i Fredericia.
Partierne i byrådet i fæstningsbyen Fredericia har indgået forlig om budget udenom den socialdemokratiske borgmester, Christian Bro.
Det virker som om, at byrådene i Syd- og Sønderjylland har fået smag for at indgå budgetaftaler udenom deres siddende borgmestre. Der er potentielt tale om en trend, lyder det fra Roger Buch, der er kommunalekspert ved Gravercenteret.
- Det er vildt. Det er blevet en trend som foregår rundt omkring i mange kommunalbestyrelser. Det er normalt noget, som vi ser meget sjældent.
Ifølge eksperten er det normalvis noget, som vi måske oplever en enkelt gang hvert andet år. Altså slet ikke flere gange det samme år.
- Der er et eller andet på spil i år, siden vi ser usædvanligt mange af de her situationer. Der skal laves 98 budgetaftaler hvert år, så der er mange muligheder for, at sådan noget her kan ske.
Hvorfor gør de det?
Helt præcis, hvad der er på spil, kan være svært at slå fast, men ifølge Roger Buch, er der én årsag, der unægtelig spiller ind.
- Det er, at vi har kommunalvalg næste år. Der er rigtig mange, som er i gang med positionere sig. Så det er en måde at skabe problemer for borgmesteren og vise, at borgmesteren måske ikke helt har styr på det.
Og en ting er, hvad det sender for et signal udadtil, noget andet er, hvilken besked det sender til de borgmestre, der potentielt bliver sendt uden for døren i sit eget byråd.
- Det sender et signal om, at borgmesteren måske ikke skal føle sig så sikker på, at vedkommende også bliver borgmester i forbindelse med konstitueringsforhandlingerne næste år, forklarer Roger Buch.