Ekstra cykelsikkerhed i Fredericia

Cyklister i Fredericia kan nu være ekstra sikre på, at ingen løber med deres cykler, mens de er inde for at købe ind eller lader cyklen overnatte i byen.

De sidste af i alt 270 nye cykelstativer med indbygget wire, som låser cyklen fast i stativerne, er nu blevet stillet op. Det skriver DR Trekanten.

- De sidste kom op nede ved siden af rådhuset på Danmarksstræde. Det var de sidste 34, som blev stillet op der, fortæller projektleder i Fredericia Kommune Kaare Skjerning.

Og fredericianerne er begyndt at bruge de nye stativer med wire og lås.

- Hvis de skal have deres cykler stående om aftenen, natten over eller i længere tid, så låser de deres cykler fast til stativerne. Men i dagtimerne, der ser vi egentlig t ikke at man bruger låsemekanismen særlig meget, forklarer Kaare Skjerning.

Virker de, bliver de

Og det smitter, hvis den første cyklist, der stiller cyklen i stativet, låser sin cykel korrekt fast.

- Det har måske været lidt svært at se, hvordan man egentlig bruger denne her lås. Men når der er en, der har brugt den korrekt, så kan vi tydeligt se, at så bliver cyklerne ved siden af også låst ordentligt fast. Og man kan jo lige så godt gøre det. Det tager et sekund længere at låse sin cykel, og så er den jo låst fast til stativet, og så er der ikke nogen, der kan rende med den, siger Kaare Skjerning.

Stativerne skal evalueres efter sommerferien, både hvor meget og hvordan fredericianerne bruger dem, og om der f.eks. er blevet stjålet færre cykler.