For få år tilbage forvandlede en almindelig bytur sig til en ualmindelig aften for Emilo Christensen. Det blev en oplevelse, som endnu ikke er forsvundet ud af hans bevidsthed.
- Vi mødte nogle andre døve. Én af dem kom over til mig og spurgte, om jeg var en pige eller en dreng. Jeg svarede dreng. Han valgte at sige nej, jeg var en pige. Han rørte ved mit bryst. Det var før, jeg fik fjernet brysterne, så det var et sårbart område og virkelig ubehageligt, fortæller 21-årige Emilo fra Fredericia.
Han rørte ved mit bryst. Det var før, jeg fik fjernet brysterne, så det var et sårbart område og virkelig ubehageligt.
I dag er virkeligheden en anden. Brysterne har han sagt farvel til, og med det korte, brune hår, de mandlige træk og den maskuline gangart er man ved første øjekast slet ikke i tvivl om, at Emilo er en dreng.
Men sådan er han ikke født.
Ensomt at være dobbeltminoritet
Her er historien om Emilo, der lever en tilværelse, som han føler, at ingen forstår.
Han er født uden hørelse, og da han kom til verden den 26. marts 1997, var han dengang en pige. I dag er hun blevet til en han.
Ifølge ham selv er han den første døve offentlige transperson i landet, der taler åbent om, at han har skiftet køn.
Netop fordi der ikke er andre som Emilo, kan han af og til føle sig meget ensom og splittet mellem to verdener.
- Jeg føler, at jeg er i ingens verden. De døve kan ikke relatere sig til min situation, hvor det føles som at være i fængsel i egen krop. Og de hørende, der er transkønnede, kan ikke relatere sig til at være i døvemiljøet, hvor alle kender én, og intet kan holdes hemmeligt, fortæller Emilo.
I Danmark er der omkring 4000 personer, der er født døve, som er vokset op med tegnsprog, oplyser Center for Døve. Mange af de døve personer kender derfor hinanden. Men frygten for, hvad andre i døvesamfundet ville tænke, hvis drengen Emilo kom frem i lyset, kunne ikke holde ham tilbage.
Emilo dræbte pigen
Der var intet valg for Emilo. Emilo ville ud. Pigen tillod ham det, og det var en befriende følelse, at pigen gav ham lov til det, fortæller han.
Hvad, der var pigens navn, vil Emilo ikke have frem i artiklen. For hun er fortid. Nu er Emilo bare Emilo.
- Jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne blive ved med at leve på en løgn. Jeg valgte at dræbe pigen, fordi jeg var Emilo. Det var ikke nemt, men jeg havde brug for, at folk skulle se mig som dreng – og ikke som pige, fortæller Emilo.
Krop og psyke var ikke forbundet
Selvom Emilo først sagde farvel til pigen i sine sene teenageår, så har han, siden han var 10 år gammel, følt sig forkert og anderledes i en pigekrop.
Jeg fik det meget dårligt med mig selv. Jeg fik selvmordstanker og prøvede at begå selvmord.
- Jeg kan faktisk have svært ved at huske mit liv som pige, fordi min krop og psyke ikke var forbundet dengang. Min krop vidste ikke, hvad min psyke ville, siger Emilo. Men da han blev 15 år, blev han for første gang klar over, hvorfor han følte sig forkert.
En pigekrop var ikke den rigtige krop for Emilo. Det indså han og erkendte over for sig selv, men hans liv blev ikke nemmere af den grund. Tværtimod.
- Jeg fik det meget dårligt med mig selv. Jeg fik selvmordstanker og prøvede at begå selvmord. Det var hårdt at vente på Rigshospitalets godkendelse til at gå i gang med hormonbehandling og operere brysterne væk.
Godkendelsen fik Emilo. I dag er brysterne der ikke længere, hormonbehandlingen er i gang, i fremtiden skal livmoderen væk, men den sidste del af kønsskifteoperationen har Emilo ikke taget stilling til.
Søster er blevet til bror
Den første del af kønsskiftet var Emilo dog ikke usikker på. For i 17-års fødselsdagsgave fik han nemlig en utraditionel gave af sin mormor, som han ikke ville returnere.
Et navneskifte.
Så en martsdag i 2014 kunne han for alvor vinke farvel til pigen - og hilse Emilo pænt velkommen.
Da Emilo fyldte 18 år - ét år senere - ansøgte han om juridisk kønskifte. Det blev gennemført et halvt år efter. Så nu slutter Emilos CPR-nummer ikke på et lige tal, men et ulige.
Min bror kalder mig ikke længere for ’søster’. Nu kalder han mig 'bror', og det er rigtig dejligt.
Det betyder, at Emilos forældre ikke længere - juridisk set - har én datter og én søn. Nu har de to sønner, og hans bror har fået en bror. Lige så simpelt det lyder, lige så besværligt har det været for familien. For vejen dertil har heller ikke været spor let for Emilos mor, far og lillebror.
- Mine forældre vidste ikke, hvad de skulle gøre med et transkønnet barn. Min familie prøvede at forstå mig så godt som muligt, men det var ret nyt for både dem og mig, fortæller Emilo.
I dag er situationen anderledes. Hans forældre og lillebror har forstået, at pigen nu er væk, og de har acceperet, at det nu er Emilo, der sidder med ved spisebordet.
- Min bror kalder mig ikke længere for ’søster’. Nu kalder han mig 'bror', og det er rigtig dejligt, fortæller Emilo.
Emilo vil fortælle sin historie
Sådan et simpelt ord som 'bror' er med til at få Emilo til at føle, at hans nye jeg er velkomment i familien. I døvesamfundet føler han, at de døve for længst har accepteret Emilo, som den dreng han er. Og det samme gør han nu endeligt selv.
- Jeg er faktisk gladere nu, end jeg var som pige, fordi jeg tør at tage chancer. Jeg er meget mere modig nu, siger Emilo.
Det viser sig blandt andet ved, at han efter sin transformation har startet en blog på Facebook, hvor han taler om at være transkønnet. Han tager ud forskellige steder, holder oplæg og deler sin fortælling om at forvandle sig fra en hun til en han. Og han håber, at det kan skabe forståelse for, hvordan det er at leve med to minoritetskasketter som både døv og transkønnet.
- Jeg er spændt på, hvad fremtiden bringer. Jeg skal arbejde for det, men jeg håber, at alle vil acceptere hinanden, som de er, siger Emilo.
