Færdselskontrol: Politiet tjekker din fart omkring skolerne

Færdselspolitiet er hver dag i denne uge på pletten på skolevejene i Syd- og Sønderjylland. Fartsyndere er der særligt fokus på, og så om børnenes cykler har lys på.

Der køres for stærkt på mange skoleveje, hvilket skaber utryghed og farlige situationer for de mange børn, der færdes på vejene. Derfor sætter politiet i denne uge ind med en landsdækkende kontrol på landets skoleveje.

Vejene skulle gerne blive mere sikre at færdes på, når børnene går eller cykler til og fra skole. 

Sydøstjyllands Politi igang med færdselskontroller ved Ullerup Bæk Skolen i Fredericia.
Sydøstjyllands Politi igang med færdselskontroller ved Ullerup Bæk Skolen i Fredericia.

- Vi ser desværre alt for mange, der ikke får spændt deres børn fast, og som heller ikke får givet børnene nogle ordentlige lygter på cyklerne, så de kan køre sikkert til og fra skole, fortæller Jesper Engelund, der er fungerede vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, og som var med på morgendagens kontrol ved Ullerup Bæk Skolen i Fredericia.

Da politiet i samme periode sidste år kontrollerede trafikanterne på skolevejene, blev knap 4700 bilister på landsplan sigtet for at køre for stærkt. 

Færdselskontrol ved Ullerup Bæk Skolen i Fredericia.
Færdselskontrol ved Ullerup Bæk Skolen i Fredericia.

Kontrollerne glæder mange forældre som blandt andet Maria Jensen, selvom hun også erkender, at det er en ond cirkel, man som forælder let kommer ind i.

- Jeg synes, det er super fint med kontroller. Både morgen- og eftermiddagstrafikken er fuldstændig skør, og det bliver desværre sådan en ond spiral, fordi jo mere trafik der er, jo flere lift får Sarah (datter red.) i skole frem for at gå, og det gør jeg, fordi trafikken er tung, og det ved jeg godt, trafikken ikke bliver bedre af.