Farligt vejkryds bliver bedre

Vejdirektoratet går i denne måned i gang med at forbedre trafiksikkerheden ved Egeskov nord for Fredericia.

Entreprenørerne går i gang med at ombygge krydset ved Egeskov Skovvej og Egeskovvej. Krydset har i flere år været ramt af uheld og bygges nu derfor om til en mere sikker og tidssvarende løsning.

Ny rundkørsel

Arbejdet består i at etablere en ny rundkørsel og et belysningsanlæg. Herudover etableres der egetræsbeplantning, som tilpasses de eksisterende forhold.
- Vi forventer at være færdige med selve anlægsarbejdet med rundkørslen inden sommerferien 2011, siger Kresten Lysholdt-Andersen, der er projektleder.

Dog vil der til efteråret blive sat planter ud, lige som de sidste restarbejder vil blive udført. Vejdirektoratet gør opmærksom på, at der i en del af anlægsperioden bliver lukket for Egeskov Skovvej. I denne periode bliver der omkørsel via Nordre Kobbelvej, Treldevej og Bøgeskovvej. Vejdirektoratet sætter omkørselsskilte op, så det er lettere for trafikanterne at køre omkring vejarbejdet.