Fik besøg af næstformanden

Fredericias nye borgmester, Kenny Bruun Olsen, var lidt nervøs, da han mandag fik besøg af partiets næstformand. Men det var helt udramatisk.

Venstres næstformand og gruppeformand på Christiansborg, Kristian Jensen, kikkede forbi til en snak efter dramatikken omkring årsskiftet.

I forbindelse med balladen omkring Venstre-borgmesteren Thomas Banke blev Kenny Bruun Olsen faktisk ekskluderet af Venstre.

Men da Thomas Banke gik af - efter et vink med en vognstang fra partiformand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen - tog den lokale partiforening Kenny Bruun Olsen ind i varmen igen. Og dermed kunne Venstre bevare borgmesterposten i Fæstningsbyen.