Fjernvarme bliver 10 procent billigere

Kunder hos fjernvarmeselskabet TREFOR Varme får nedsat prisen på varme med cirka 10 procent i 2015.

TREFORs fjernvarmekunder kan se frem til lidt flere penge mellem hænderne fra årsskiftet. Prisen på varmen bliver nemlig sænket med 61 kr. per MWh fra 1. januar 2015. For en gennemsnitshusstand betyder det en besparelse på 1.400 kr. om året.

- Forsyningspligtssikkerhedsafgiften bortfalder ved årsskiftet, og

indkøbsprisen reduceres yderligere som følge af ændret regulering. Derfor er der plads til en prisreduktion, og det naturligvis glædeligt at kunne give vores kunder den gode nyhed, siger direktør for el, vand og varme i TREFOR, Charles Nielsen i en pressemeddelelse.

TREFOR Varme er underlagt varmeforsyningsloven, der skal sikre, at selskaberne hverken kører med overskud eller underskud hen over et år. Den nuværende pris er 627 kr. for en Megawatt-time. Den bliver altså sænket til 566 kr. i det nye år.

Ifølge TREFOR Varme vil prissænkningen bringe niveauet lidt under, hvad den lå på i foråret i år.

 

FAKTA om Fjernvarme

Fjernvarmen er et transmissionssystem, der kan kobles sammen med alle
former for varmeproduktion. I dag bliver der således produceret
fjernvarme på baggrund af affald, flis, halm, vind, solvarme, geotermi,
naturgas, olie, kul, overskudsvarme fra industri med mere.

52 procent af fjernvarmen er baseret på grøn energi
Fjernvarme er ved lov omfattet af hvile-i-sig-selv princippet og dermed
må fjernvarmeværkerne ikke tjene penge. Det vil sige, at fjernvarmen er
nonprofit.

Samlet er der omkring 60.000 kilometer fjernvarmenet - 30.000
kilometer fremløb og 30.000 kilometer returløb. Det rummer omkring 1
milliard liter varmt vand.

Kilde: Dansk Fjernvarme