Flere sager: Kommuner sætter førtidspension under pres

Der er mange eksempler på at kommunerne tolker de nye førtidspensionsregler særdeles stramt. Jan Schrøder er blandt dem, der bliver ramt.

Reglerne siger tydeligt, at handicappede mennesker, hvis arbejdsevne åbenlyst ikke kan udvikles, er berettiget til førtidspension uden at de skal deltage i et ressourceforløb først. Men kommunerne overholder ikke nødvendigvis de regler.

En af dem der er kommet i klemme i egen kommune er byrådsmedlem i Fredericia Kommune, Jan Schrøder (DF).

Han fik skiftet en hofte i 2008. Siden har han været igennem to operationer, fire genoptræningsforsøg, smerteklinikker og skulder- og rygcenter. Alle har opgivet ham.

quote

De har så valgt at lægge det hele til side og sige, at vi skal se om vi kan udvikle noget arbejdsevne på den her mand.

Jan Schrøder, byrådsmedlem på orlov, Dansk Folkeparti, Fredericia

Gennem de seneste fire år er han kun blevet dårligere, og i dag er han ude af stand til at klare sig selv. Jan Schrøder har måttet tage orlov fra byrådet, og har meldt sig syg på det seks måneders afklaringsforløb, kommunen har sat ham på. Men han kan ikke få pension, fordi hans arbejdsevne ikke er afprøvet grundigt nok.

- De har så valgt at lægge det hele til side og sige, at vi skal se om vi kan udvikle noget arbejdsevne på den her mand, siger Jan Schrøder til TV SYD. 

Det komme ikke bag på jurist Mette Heap, at en sag som denne dukker op i Fredericia Kommune. Her har hun selv kørt 10 sager for borgere der er kommet i klemme i førtidspensionssystemet.

quote

Fredericia Kommune er blandt de 8-10 kommuner i Danmark der fortolker reglerne strammest.

Mette Heap, cand. Jur. med speciale i socialret

- Det er min opfattelse at Fredericia Kommune er blandt de 8-10 kommuner i Danmark der fortolker reglerne strammest.

Fredericia Kommune ville fredag ikke interviewes om kommunens praksis, men skriver i en mail til TV SYD:

- Til spørgsmålet om vi følger og retter ind efter ministeriets vejledninger og retningslinjer samt ankenævnets afgørelser, er svaret selvfølgelig ja. 

Problematikken er på ingen måde ny - og er flere gange tidligere rejst i folketingssalen. Herunder kan du se svarene fra tidligere beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og nuværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).