Flydende fagmesse i Fredericia

Oslo-båden ligger onsdag til kaj i Fredericia. Luksusfærgen, der til dagligt sejler mini-krydstogter, er for en dag omdannet til en flydende fagmesse.

quote

Vi fik en ide om at kunne sejle rundt i Danmark og komme tættere på vores kunder og leverandører, så vi slap for at pille vores messer ned og flytte dem rundt i landet.

Morten Trolle, direktør, Lemvigh-Müller, Kolding

Det er ikke en navigeringsfejl, at færgen DFDS Crown Seaways onsdag har lagt til kaj i Fredericia. Det sker i forbindelse med firmaet Lemvigh-Müllers sejlende fagmesse, hvor 150 udstillere er ombord på båden.

- Vi fik en ide om at kunne sejle rundt i Danmark og komme tættere på vores kunder og leverandører, så vi slap for at pille vores messer ned og flytte dem rundt i landet, fortæller Morten Trolle, adm. direktør Lemvigh-Müller.

Omkring 1000 besøgende fra industrien, tekniksektoren og håndværk forventes i dag at gå om borde på skibet. 

- Som landsdækkende grossistvirksomhed lægger vi vægt på at være der, hvor vores kunder er, og Fredericia ligger centralt for både kunder og leverandører, siger Morten Trolle. 

Normalt sejler luksusfærgen mini-krydstogter mellem København og Oslo. Færgen, der har plads til 1800 passagerer og 450 biler, er netop sat i drift igen efter at have været på værft til en omfattende opdatering. Til daglig sejler den i fast rutefart mellem København og Oslo. Men i dag er Oslo altså udskiftet med Fredericia.