Fotoglade ældre fotograferer plejehjemsbeboeres hverdag

Mandag var der fernisering i forhallen på Fredericia Rådhus. Seks seniorer fra Fredericia Fotoklub står bag projektet, der varede gennem et halvt år og resulterede i 1.200 billeder.

For et år siden begyndte seks fotoglade seniorer at følge 12 plejehjemsbeboere på fire forskellige plejehjem i Fredericia Kommune gennem et halvt år.

Mandag blev billederne så vist til offentligheden for første gang.

Verner Knudsen er en af de fotoglade seniorer fra Fredericia Fotoklub, der gennem sin kameralinse har dokumenteret hverdagen på plejehjemmene. Det er han glad for at have haft muligheden for, for han synes, at der er for meget negativ omtale af den ældre generation.

- Jeg fik den tanke, at jeg gerne ville se, hvordan de gamle har det på et plejehjem. For jeg synes, at medierne fortæller meget om ældrebyrden, og hvor forfærdeligt det hele er, siger Verne Knudsen med henvisning til dokumentaren på TV 2, som viser forholdene på nogle af plejehjemmene i Aarhus Kommune.

De uanmeldte møder med beboerne har for Verner Knudsen givet et andet indblik på plejehjemsforholdene, end dem han hører i medierne.

 - Det har givet mig et billede af, hvordan det er at være på plejehjem. Når jeg og de andre har fotograferet, har vi kun oplevet, at beboerne har det godt, så den del er jeg ikke selv bekymret over, siger han.

Der er lavet 12 portrætter i alt, som kan ses på Fredericia Rådhus de næste 14 dage.
Der er lavet 12 portrætter i alt, som kan ses på Fredericia Rådhus de næste 14 dage.
Foto: Anne Bolding, TV SYD

12 portrætter

Verner Knudsen og de fem andre fotografer tog 1.200 billeder af 12 udvalgte beboere, og derfor begyndte en stor udvælgelsesproces, da det halve år var omme.

Der blev udvalgt 84 billeder alt, og de udgør 12 portrætter, der dokumenterer hverdagen for de afbildede. En hverdag, som Verner Knudsen var blevet en del af.

- Det har været rigtig spændende at følge hverdagen hos beboerne. Vi ville ikke bare stoppe kontakten, når vi havde taget vores billeder, så vi aftalte at holde kontakten ved lige, indtil coronaen satte en stopper for vores besøg, siger den fotoglade senior.

Det var ikke kun fotograferne, der fik billeder med derfra. Plejehjemsbeboerne har også nydt deres besøg.

- Det har været morsomt, sjovt og hyggeligt, for så snakkede jeg med dem, om dengang jeg arbejdede på fabrik, siger Jonny Christiansen.

Dette billede er Verner Knudsens favorit.
Dette billede er Verner Knudsens favorit.
Foto: Anne Bolding, TV SYD

Portrætterne står 14 dage på rådhuset i Fredericia, hvorefter billederne i de næste 14 dage skal på rundtur til plejehjemmene, hvor de afbildede bor. Dernæst får de 12 plejehjemsbeboere deres egne billeder til evigt minde.