Fredag meddeler Postdanmark hvor 520 afskedigelser rammer

Torsdag hersker der uvished om hvor afskedigelserne rammer.

Fredag får medarbejdere hos Postdanmark at vide, hvor mange fyringer der vil ramme de ansatte i de forskellige egne af Danmark.

Postdanmark meddelte torsdag, at 520 medarbejdere skal afskediges, og HR-Chef i Postdanmark, Hans Erik Lindkvist, siger torsdag aften til TV SYD, at ingen postområder i Danmark går fri.

-Men først fredag melder vi ud, hvordan afskedigelserne fordeler sig på de enkelte steder, siger Hans Erik Lindkvist.

Det helt store postcenter i Syd og Sønderjylland er Sydjyllands Postcenter i Erritsø ved Fredericia. Der er 7-800 medarbejdere, og tillidsmand for 3F-medlemmerne, Chr. Bro, siger til TV SYD, at han ikke forventer et stort antal fyringer  der.

- I første omgang får det formentligt ringe betydning, for vi har lige overtaget postcentret i Århus og med de produktionsomlægninger, som nu ligger foran os, så antager jeg, at vi i første omgang stort set får lov til at gå fri. Men dagens udmelding har selvfølgelig givet bekymrede miner her hos os, siger Chr. Bro.

250 postarbejdere har allerede fået en fyreseddel, så med dagens udmelding om yderlige 520 afskedigelser siger Postdanmark nu farvel til mere end 700 medarbejdere.

-Danskerne sender markant færre breve til hinanden og derfor er der behov for at reducere i medarbejderstaben, siger HR-chef Hans Erik Lindkvist.

Postdanmark er den danske del af Postnord.