Fredericia hårdt ramt af hel serie af juleindbrud

Fredericia har i de seneste dage været hårdt ramt af indbrud i villaer og lejligheder, hvor beboerne er væk på julebesøg. Sydøstjyllands Politi har mistanke om, at det er samme gerningsmænd, der står bag størsteparten af indbruddene.

Bølgen af juleindbrud har især ramt fire boligområder, hvor tyvene er brudt ind i en række boliger på samme vej. På Engtoften, Stenhøjparken, Toftegaardsvej og Skovkrogen er der begået en hel serie af indbrud i juletomme boliger. Det seneste døgn har budt på ikke færre end 17 indbrud i Fredericia.

- Vi har en opfattelse af, at det er de samme gerningsmænd, der står bag de mange indbrud, hvor der er stjålet alt fra julegaver og smykker til kontanter i stort omfang. Vi har derfor juledag sat en ekstra gruppe efterforskere ind i opklaringen , oplyser vagtchef Mikkel Ross, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Politiet advarer om, at tyvene kan køre i en stjålet mørkegrå VW Passat stationscar, årgang 2015, med registreringsnr. BS 70535, som blev stjålet, mens den stod parkeret ved et pizzeria på Indre Ringvej i Fredericia juleaftensdag kort før klokken 14. Det skete med en stjålet bilnøgle - og bilen kan nu være forsynet med andre stjålne nummerplader.

- Vi er meget interesseret i oplysninger om bilen og fra folk, der har set noget mistænkeligt på de veje og gader, hvor de mange indbrud er sket, siger vagtchef Mikkel Ross, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.