Fredericia om nabokommunens nye marina: - Lillebælt er så belastet og presset i forvejen

Etableringen af den nye Marina City i Kolding betyder, at Fredericia Kommune bliver ny ejer af de tusindevis af kubikmeter havbund, som skal fjernes for det nye projekt.

OPDATERET: Der stod tidligere i denne artikel, at de 305.000 kubikmeter havbundsmateriale skulle fjernes fra Kolding Havn. Det er ikke korrekt. Det skal fjernes ved Marina Citys placering, som bliver på sydsiden af Kolding Fjord. Denne information er rettet ned gennem artiklen. Artiklen er desuden rettet med korrekt tidshorisont på projektet.

Borgmesteren og formanden for den lokale sejlklub jubler over godkendelsen af Marina City i Kolding, men glæden deles ikke i nabokommunen Fredericia.

Med beslutningen om at gøre plads til 1000 både og omkring 350 nye boliger skal omkring 305.000 kubikmeter materiale fra havbunden flyttes ud i Lillebælt ud for Trelde Næs i Fredericia Kommune.

- Det er jo træls. Jeg kan godt forstå, at Kolding Kommune vil lave byudvikling, men jeg er træt af klapningen, siger formand for Miljø- og Teknikudvalget i Fredericia Kommune, Christian Bro (S).

Problem selv med færre kubikmeter

Da Fredericia Byråd sendte et høringssvar tilbage i juni 2020, var planen at flytte 360.000 kubikmeter havbundsmateriale. Trods reduktionen på 55.000 kubikmeter er Christian Bro stadig utilfreds:

- Det er sænket en anelse, og selvfølgelig gør det en forskel, men det gør det kun en anelse mindre skidt. (...) Lillebælt er så belastet og presset i forvejen.

Enhedslisten stemte imod

Netop udsigten til flytningen af havmateriale var en af årsagerne til, at Enhedslisten ført an af Benny Dall valgte at stemme imod planerne om at bygge Marina City:

- Det har vi været modstandere af hele tiden, siger han til TV SYD.

Det er Miljøstyrelsen, der foretager sagsbehandlingen. Formand for Miljø- og Teknikudvalget i Fredericia Kommune, Christian Bro (S), mener ikke, at kommunen kunne have gjort mere end det høringssvar, kommunen sendte afsted tilbage i sommer.

- Kommunerne stopper jo ved stranden. Ude i bølgerne er det miljøstyrelsen, der bestemmer.

Efter planen begyndes flytningen af havmaterialet i år. Første etape af Marina City står færdig i 2023, hvis alt går efter planen.