TV der bevæger dig

Fuldt hus til indvielse af kirkelig bronzeportal

Der var fuldt hus, da Christianskirkens helt særlige og nye portparti blev indviet i dag. Der er tale om en et tons tungt bronzeportal, der i dag blev vist frem.

Titlen på værket er Alfa & Omega og er designet af Bjørn Nørgaard. Foto: Jakob Schjødt-Pedersen

Tryk på knappen og åben porten. Foto: Jacob Schjødt-Pedersen, TV SYD

1 af 2

Langt de fleste steder ringer kirkeklokkerne i dag ind til den vanlige søndagsgudstjeneste, men i Fredericia var det en helt særlig begivenhed, der fik mange til at dukke op til bøn og salmesang. Alle 350 pladser i kirken var taget, og der kunne ikke klemme sig flere ind på kirkebænkene.

Den særlige begivenhed begyndte klokken 10. Her blev det nye, store kunstværk Alfa & Omega af Bjørn Nørgaard indviet. Kunstværket er en et ton tung bronzeportal med to dobbeltdøre. Portalen er det nye indgangsparti til kirken og åbner ind til et 60 kvadratmeter nyt våbenhus.  

Begivenheden startede ude foran det ny portparti. Derefter fulgte en festgudstjeneste og en reception i sognelokalerne. Arrangementet krævede tilmelding, og den liste var ved juletid fuld. Interessen har været så stor, at der er blevet oprettet en venteliste. Projektet har også været 7 år undervejs.

Alle 350 pladser var optaget til dagens festgudstjeneste. Foto: Jakob Schjødt-Pedersen

En indgang og udgang

Indgangen og udgangen tager udgangspunkt i to helt centrale begivenheder i et menneskes liv. Dåb og begravelse. Fødsel og døden. Titlen på værket er Alfa & Omega. Det refererer til Jesus, der ifølge Johannes´ Åbenbaring i Ny Testamente, sagde: ”Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden.”

Læs også Bjørn Nørgaard slog i dag dørene op med nyt kunstværk

Det er ikke første gang, billedhuggeren Bjørn Nørgaard bidrager til udsmykningen af Christianskirken i Fredericia. I 2007 lavede han værket Du skal elske din fjende, som er 24 glasmosaikker med bibelske fortællinger. Kunstneren er også kendt for at have lavet Hendes Majestæt Dronningens gravmæle, der står i Sankt Birgittas Kapel i Roskilde Domkirke.

Per Møller Henriksen er begejstret for endelig at kunne vise 'den fantastiske bronzeportal' frem. Foto: Jakob Schjødt-Pedersen

Donationer, indsamlinger og en opsparing

Formanden for menighedsrådet i kirken, Per Møller Henriksen, håber, det nye kunstværk kan være med til at tiltrække kirkegængere og nysgerrige besøgende fra hele landet.

- Christianskirkens nye bronzeportal gør det ikke blot lettere at komme i kirken, men åbner også for kirkens budskab, idet Bjørn Nørgaard har modelleret bibelhistorie på kirkens nye bronzeportal. Det kan gøre det nemmere at forstå kirkens budskab, siger formanden, der er begejstret for det nye kunstværk.

Store donationer, indsamlinger og en god opsparing har været med til at realisere drømmen om det nye indgangsparti og portal. Det er Kunstcenteret ’Du skal elske din fjende’, som har stået for at indsamle donationerne. Blandt andet har Augustinus-fonden, Den A. P. Møllerske Støttefond, Bankdata, Ørsted og Bjørnshauges Fond været med til at donere. Derudover har kirken opsparet penge i løbet af 2019 blandt andet fra kirkeindtægter, private donationer, gallamiddage og cykelrally. Den samlede pris for værket lyder på 5.2 millioner kroner.

Læs også Bjørn Nørgaard slog i dag dørene op med nyt kunstværk

Mere kultur