Fyret i Fredericia - ansat som chef i Region Sjælland

Den kommende direktør i Region Sjælland, Annemarie Zacho-Broe, blev for cirka to år siden uberettiget bortvist fra sin stilling som kommunaldirektør i Fredericia Kommune. I næste måned tiltræder hun som højeste embedsmand i provinssjælland.

Fredericia Kommune indgik i november sidste år forlig med Annemarie Zacho-Broe. Kommunen skulle betale 75.000 kroner i tort-erstatning til eks-kommunaldirektøren.

I marts 2021 bortviste Fredericia Kommune hende uden den løn, hun ifølge sin kontrakt havde ret til ved en opsigelse. Men i august sidste år afgjorde en voldgift, at kommunen ikke handlede korrekt og derfor skulle betale hende 18 måneders løn, knap tre millioner kroner.

Zacho-Broe: Styrket ud

Netop fortiden som kommunaldirektør i Fredericia Kommune er for Annemarie Zacho-Broe et kapitel, som hun ifølge en pressemeddelelse fra Region Sjælland er kommet styrket ud af. 

- Jeg havde fire rigtigt gode og lærerige år i Fredericia Kommune, inden sagen ramte for to år siden. Som leder og menneske er jeg kommet styrket ud af forløbet. Når kriser rammer, skal man kunne stå fast og være rodfæstet. Man skal gå op i fakta og ikke løbe med fornemmelser, følelser og stemninger. Det er en vigtig læring, som jeg tager med mig og også vil bruge i jobbet som regionsdirektør i Region Sjælland, siger Annemarie Zacho-Broe i pressemeddelelsen.

Budget på 21 milliarder

Hun er uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet i 2007. I Fredericia Kommune var hun ansat fra 2017 til 2021. Først som velfærdsdirektør, siden i tre år som kommunaldirektør.

Hun begynder i stillingen i regionshuset i Sorø den 17. april.

Annemarie Zacho-Broe kommer til at stå i spidsen for regionens største arbejdsplads med 20.000 ansatte og et budget på 21 milliarder kroner.