Fyret kommunaldirektør får tre millioner af Fredericia Kommune

Den tidligere kommunaldirektør, Annemarie Schou Zacho-Broe, vinder voldgift mod Fredericia Kommune om uberettiget bortvisning.

Opdatering: Artiklen er opdateret med en skriftlig udtalelse fra Fredericias borgmester, Steen Wrist.

Fredericia Kommune handlede ikke korrekt, da kommunen i marts 2021 valgte at bortvise kommunaldirektør Annemarie Schou Zacho-Broe uden den løn, hun ifølge sin kontrakt havde ret til.

Dermed vinder Zacho-Broe den voldgift, som DJØF på hendes vegne indgav mod Fredericia Kommune tilbage i juni 2021. Kommunen skal derfor udbetale de 18 måneders løn, svarende til knap 3 millioner kroner, som den tidligere kommunaldirektør ifølge sin kontrakt havde ret til ved en opsigelse.  

Vigtig principiel sag

Hos DJØF, der har repræsenteret den tidligere kommunaldirektør i sagen, vækker dagens afgørelse stor glæde.

- Afgørelsen ligger fuldstændig som vi havde forventet, og vi er glade for, at vores medlem Annemarie Zacho-Broe igen i dag er blevet frikendt. Det har været en rigtig vigtig sag, ikke bare for Annemarie og DJØF, men også en vigtig principiel sag for alle offentligt ansatte, fordi retten i dag slår fast, at man ikke kan bortvises på baggrund af rygter, siger Hanne Fugl Eskjær, som er formand for Offentlige Chefer i Djøf.

Borgmester Steen Wrist siger i en skriftlig udtalelse til TV SYD, at kommunen var nødt til at handle på de informationer, de havde på daværende tidspunkt:

- Når man er ansat som kommunaldirektør, så har man en særlig beskyttelse, da man har pligt til at sige fra, hvis noget ikke er i orden. På baggrund af den viden, vi fik, mente vi ikke, at der var sagt fra. Derfor skulle beskyttelsen ikke gælde. Der findes forskellige grader af afskedigelser, og vi valgte det strengeste med bortvisning uden løn. Nu er voldgiftsretten nået frem til en afgørelse om at der ikke var bortvisningsgrundlag. Det må vi tage til efterretning. Jeg er glad for, at voldgiftsretten trods det ikke siger, at der ikke var afskedigelsesgrundlag. Det var der. Afgørelser fra voldgiften kan ikke ankes, og dermed er der sat et punktum i sagen, lyder det i udtalelsen fra Fredericias borgmester.

Udover lønkravet har DJØF desuden krævet 100.000 kroner i erstatning for tort for kommunens politianmeldelse af Annemarie Zacho-Broe. 

Den anmeldelse faldt på mistanke om en for nær relation til eks-borgmester Jacob Bjerregaard, der ifølge anmeldelsen gav begge problemer med habiliteten. Senere valgte politiet dog at undlade at rejse sigtelsen.

Selv har Annemarie Zacho-Broe følgende kommentar:

- Jeg er meget tilfreds med, at såvel advokatundersøgelse, statsadvokaten og nu voldgiften frikender mig. Sagen har haft store omkostninger for mange mennesker, og personligt glæder jeg mig over at kunne sætte et punktum og komme videre i mit arbejdsliv, siger hun i en pressemeddelelse.