Glad borgmester jubler over politiskole

Fredericias borgmester, Jacob Bjerregaard (S), er en glad mand, efter kommunen har fået tildelt den midlertidige politiskole.

Jublen kunne onsdag eftermiddag bryde løs i Fredericia. Her fik byen tildelt den midlertidige politiskole.

- Jeg er meget glad for, at den midlertidige politiskole skal ligge i Fredericia, siger Fredericias borgmester, Jacob Bjerregaard (S), til TV SYD.

Beskeden fik Fredericias borgmester, Jacob Bjerregaard (S), selv af justitsminister Søren Pape Poulsen (K). Justitsministeren fortalte i telefonopkaldet til borgmesteren, at der bliver oprettet en midlertidig politiskole på Ryes Kaserne i Fredericia.

En fælles succes

Til Ritzau uddyber Jacob Bjerregaard sin begejstring:

- Jeg vil gerne rose Folketinget og især mit eget parti for at presse på for den her løsning og sikre, at vi får gang i at uddanne politiskoleelever i Vestdanmark, fortsætter Jacob Bjerregaard.

Ifølge ham er placeringen af den midlertidige politiskole i Fredericia med til at sikre byens udvikling.

- Det her er yderligere et skridt i den rigtige retning.

- Vi får politiskoleelever til byen, og undervisere som kommer til at slå sig ned her.

- Alt i alt så er det her med til at fortsætte den positive udvikling i Fredericia, siger Jacob Bjerregaard.

Fredericia Kommune lagde i sin tid billet ind på at være hjemsted for den nye politiskole, der altså endte med at blive placeret i Vejle.

Jacob Bjerregaard ser dog ikke tildelingen af den midlertidige skole som et plaster på såret.

- Vi har hele tiden vidst, at vi i Fredericia har nogle helt særlige faciliteter, som ville være gode for en politiskole.

- Nu skal vi sammen med Vejle gøre det her til en fælles succes, siger han.

Allerede torsdag forventer borgmesteren, at der bliver nedsat en task force på rådhuset, som skal tage sig af de praktiske ting i forbindelse med indretningen af skolen.

Jacob Bjerregaard er med direkte igennem i TV SYDs nyhedsudsendelse klokken 19.30.