Greenpeace laver kajak-demo mod Shell i Fredericia

Kajakker og små både vil tirsdag eftermiddag deltage en demonstration foran Shells havneterminal i Fredericia. Demonstrationen er rettet mod dels risikable olieboringer ved Arktis og dels mod en omfattende forurening ved havneterminalen i Fredericia.

- Sagen fra Fredericia er et tydeligt eksempel på, at Shell ikke tager hensyn til miljøet i jagten på olie, siger Jon Burgwald, arktisansvarlig i Greenpeace. Derfor er det dybt bekymrende, at olieselskabet nu planlægger at bore efter olie i Arktis, hvor der er overhængende risiko for et olieudslip.

- Shells forurening af miljøet i Fredericia er meget alvorlig, og det er en skandale, at der ikke er løftet en finger for at rense området. Derfor indkalder vi til demonstration: Nu er det på tide, at Shell tager ansvar, tilføjer han.

Boringerne ved Arktis begynder på onsdag. Her frygter Greenpeace, at der kan se miljøkatastrofer. Kampagnen har tidligere været vendt mod bl.a. Legoland i Billund, som har haft samarbejdsaftaler med Shell i bl.a. Mini-byen.

I Fredericia blev det sidste år afdækket, at 150.000 liter olie er sivet ud af Shells tank-anlæg på havnen. Stranden er bl.a. forurenet af det kræftfremkaldende benzen. Forureningen er sket for over 30 år siden - og nu drøftes, hvem der skal rydde op.