Har opfundet engangs-bækken

En firma fra Fredericia har fået verdenspatent på "et oppusteligt engangsbækken" til sygehuse, plejehjem og hjemmeplejen.

Opfindelsen skal afløse de gammeldags stålbækkener.

Produktet føjer sig til den lange række af engangs-ting, som sundhedsvæsenet er storforbrugere af: Engangs-handsker, -kanyler,-masker og -skalpeller.

Toiletbesøg var en pinsel

Ingeniør og direktør Izac Ron fra firmaet goloo ApS i Fredericia har udviklet det nye produkt sammen med sin hustru, den tandlægeuddannede Helle Ron.

- Et nært familiemedlem blev alvorligt syg, fortæller Izac Ron. Og det var særdeles problematisk for os at passe og pleje hende den sidste tid i hjemmet. Toiletbesøgene var en pinsel for den syge, og at bruge det kolde og hårde stålbækken i sengen var en plage. Sådan fik vi inspiration til at udvikle et engangsbækken, som er blødt og bekvemt for patienten, praktisk at håndtere, hygiejnisk i hele forløbet og nemt at bortskaffe efter brug.

I brug på Vejle Sygehus

Ortopædkirurgisk sengeafsnit på Vejle Sygehus har taget det nyudviklede, oppustelige engangsbækken i brug, og særligt patienter med bækkenbrud og patienter med liggesår og tryksår er glade for tilbuddet om det bløde og behagelige bækken:

- Erfaringerne til nu er særdeles positive, men en vis indkøringsperiode er dog nødvendig, siger afdelingssygeplejerske Lone Karcz, afd. A 150.

Ingen udsivning

En lille, specielt udviklet luftpumpe puster på få sekunder bækkenet op. Et væskeabsorberende materiale er placeret i bunden af det luftfyldte bækken, som kan bære et menneske på op til 300 kilo.

Efter brug presses luften ud af bækkenet, og hele pakken lukkes tæt ved hjælp af den strimmel tape, som sidder hele vejen rundt om den øverste kant.  Der er ingen duft og ingen udsivning fra det lukkede engangsbækken, og det kan bortskaffes i affaldsspanden.

Sparer tid og skridt

De nuværende bækkener af stål eller plast er tidrøvende, uhygiejniske og upraktiske. De fyldte bækkener skal nemlig bæres fra sengestuen til skyllerummet, hvor de rengøres. Turen hen ad gangen øger risikoen for spredning af bakterier.