Hjælp bliver dårligere og dårligere

Hjælpen til socialt udsatte bliver dårligere og dårligere, mener sekretariatschef hos Landsforeningen af Væresteder, Cliff Kaltoft, Fredericia.

-Der er simpelthen færre penge til blandt andet væresteder, fordi kommunerne har skåret ned og der ikke længere kommer ret mange penge fra Satspuljen, siger han til P4 Trekanten.

Og det går ud over det sociale arbejde.

Skåret væk

- Alt det sociale arbejde er skåret væk ude på værestederne. Nu holder stederne kun åbne, men det er ikke muligt at gøre en social indsats, siger Cliff Kaltoft, som også er formand for Udsatterådet i Vejle.

Kommunernes ansvar

Og det er kommunernes ansvar at løse udfordringen med de socialt udsatte.

Det mener Karen Klint, som er medlem af Folketingets socialudvalg og valgt for socialdemokraterne i Vejle.

Derfor må kommunerne komme til regeringen, hvis de ikke selv kan løse problemet.

- Det er vigtigt, at de står sammen, og løfter det i økonomiforhandlingerne med regeringen, siger Karen Klint til regionalradioen.

Vejle er en af de kommuner, som har udfordringer med socialt udsatte, og her vil man gerne i dialog med regeringen.

Det siger formanden for kommunens voksenudvalg, Kit Kielstrup fra Venstre.

- Jeg synes jo, det kunne være rigtigt fint, hvis vi kunne få tildelt midler via vores bloktilskud i stedet for satsmidlerne, siger hun.