Arlette Andersen, pensioneret gymnasielærer fra Fredericia, født ind i en fransk-jødisk familie i Paris i 1924, var tavs i 45 år om sit fangenskab i Hitlers udryddelseslejr Auschwitz under anden verdenskrig.
Som 19-årig studerende blev hun i 1943 anholdt af de tyske besættelsestopper i Frankrig og derefter deporteret i togvogn til kz-lejren i det sydlige Polen.
I begyndelsen af 1945 blev hun sammen med de fanger, der var stærke nok til at gå, tvunget ud på de såkaldte dødsmarcher i retning mod Tyskland, mens de russiske tropper rykkede frem fra øst. De fanger, som ikke længere kunne gå, blev skudt på stedet. Det vurderes, at ca. 300.000 mennesker mistede livet på dødsmarcherne.
Arlette Andersen overlevede og kom i maj 1945 hjem til Paris og sin familie. I 45 år derefter talte hun aldrig med nogen om det, hun var blevet udsat for.
