Hvorfor har tre enorme siloer ved Lillebæltsbroen været til salg i otte år?

De er store, de er iøjnefaldende, og de er til salg. Tre kæmpesiloer i Snoghøj venter stadig på den helt rigtige køber.

Artiklen rettet med flere oplysninger.

Hvis man på vej over Den nye Lillebæltsbro på vej mod Jylland et kort øjeblik lader sit blik vandre mod Jyllands kyst, kan man se det sandsynligvis største Til Salg - skilt i kongeriget.

Med meterhøje, blå bogstaver udbydes bygningen bag skiltet til salg. Og hvilken bygning eller bygninger! Tre kæmpestore siloer, lige ned til Lillebælt med egen havn med en dybde ved kajen på 11-12 meter. Sælgerne er DLG og gødningsproducenten Yara, mægler er EDC Erhverv.

Arkivbilleder af ammoniakhavnen i Snoghøj
Et stort tankskib afleverer sin last af ammoniak i Snoghøj, Fredericia. Foto: Fredericia Museum.
Foto: Fredericia Museum

- Der har været flere interesserede, og det er alt lige fra kunst, fiskeopdræt, biogas og alt muligt, fortæller Thor Heltborg, direktør hos EDC Erhverv.

Men endnu er der ikke nogen, der har slået endeligt til. Nogle har ikke kunnet finde finansiering, andre har ikke kunnet få de nødvendige tilladelser. Så de tre siloer er stadig til salg. Siloerne blev bygget i 1964, altså seks år før den nye bro blev taget i brug. De blev bygget til at rumme flydende ammoniak, der dengang blev brugt som gødning. 

Og det er ikke det rene korthus. Inde bag den grå beton er der en stålbeholder, der kan modstå et ret stort tryk. For at holde ammoniak flydende skal den både køles ned og holdes under tryk. Og hvad kan man så bruge det til?

Arkivbilleder af ammoniakhavnen i Snoghøj
Landmænd holder i kø for at hente flydende ammoniak. Foto: Fredericia Museum
Foto: Fredericia Museum

- Det kunne jo være noget maritimt, hvor man udnyttede kajen og den dybe havn eller flere forskellige ting, mener direktør Thor Heltborg. 

Området kan nemlig deles op. Oprindeligt var der 300.000 kvadratmeter, 100.000 af dem er solgt fra, så der er 200.000 tilbage. Der er allerede bygget kontorer på de solgte kvadratmeter længere oppe ad skråningen. Faktisk har DLG selv flyttet hovedkvarteret til Snoghøj med 300 medarbejere. Men de resterende meter kan skæres op på mange måder. Det gør det også svært at give en pris for hele herligheden. Beboelse bliver der dog næppe.

- Det egner sig ikke til beboelse efter min mening, og jeg tvivler på, at kommunen vil give lov til at bygge boliger så tæt på motorvejen, fortæller EDC direktøren. Og ganske rigtigt. I en mail fra Fredericia Kommune hedder det,:

- Der kan ikke bygges nye boliger i området. Det skyldes, at støjbelastningen fra trafikken på motorvejen langt overstiger det tilladte for nye boligområder. Den gældende byplanvedtægt for området, som muliggør boliger, er således utidssvarende, hvorfor der aktuelt er igangsat en proces for aflysning af byplanvedtægten for dette område. Herefter vil området i udgangspunktet kun kunne anvendes til erhvervsformål jf. kommuneplanen. Skal området anvendes til andet, vil det kræve et tillæg til kommuneplanen.

Nye og gamle billeder af de gamle ammoniak siloer i Snoghøj Fredericia
Udsigten fra kajen til motorvejen. Den kan høres. Foto: Jørgen Guldberg, TVSYD
Foto: Jørgen Guldberg, Fredericia Museum

Det ligger pænt med masser af grønt og udsigt over vandet. Men motorvejen er der, og den kan høres. Og med hensyn til prisen så kan vi da fortælle, at der på den anden side af motorvejsbroen og i samme afstand i skrivende stund, er en grund til salg cirka 100 meter fra Lillebælt. Grunden er på 945 kvadratmeter, og den kan man få for 1.850.000 kroner, men det skal, som skrevet, tages med et stort gran salt, og så er der ingen siloer.

Silo i Snoghøj
De gamle siloer ligger helt ned til vandet. Foto: Jørgen Guldberg
Foto: Jørgen Guldberg

Man kunne måske forestille sig, at området bliver lagt ud som rekreativt område. Men det er det sådant set allerede. Ammoniakhavnen, som den hedder, bliver flittigt brugt af lystfiskere og dykkere, og den store parkeringsplads har hver dag besøg af håndværkere, der nyder deres klemmer med udsigt til den store bro og Middelfart på den anden side.

Havnen hedder også fra før ammoniaktiden Lyngsodde Havn.

- Det er mere flatterende, mener ejendomsmægleren, og det har han nok ret i.

Nye og gamle billeder af de gamle ammoniak siloer i Snoghøj Fredericia
Inde ved kajkanten er dybden helt op til 12 meter til glæde for dykkere og lystfiskere - og en masse fisk. Foto: Jørgen Guldberg.
Foto: Jørgen Guldberg, Fredericia Museum