Ingen tog før i morgen

Stormen har ødelagt så meget for trafikken på skinner, at der ikke kører et tog syd for Aarhus før tirsdag. Bl.a. i Fredericia er dele af perrontaget revet af. DSB har nu 50 holdende på stationer rundt i landet.

På grund af stormens skader kommer der ikke til at køre tog syd for Aarhus, på Fyn og på Sjælland før klokken 04 tirsdag morgen, oplyser DSB.

DSB har i øjeblikket omkring 50 tog holdende på stationer rundt omkring i landet. Inden de strandede tog kan køre videre er det nødvendigt at få gjort skinnerne klar igen.

Begrænset køreplan

- De mange strandede tog betyder, at det allerede nu står klart, at vi kommer til at køre efter en meget begrænset køreplan i morgen tidlig, siger trafikinformationschef Tony Bispeskov i en pressemeddelelse.

- Selvom stormen så småt løjer af i Jylland forestår der et større arbejde med at få togene på plads til i morgen. Jeg kan kun opfordre vores kunder til at tjekke http://www.dsb.dk/ i morgen tidlig, siger Tony Bispeskov.

- Vi undersøger i øjeblikket muligheden for at få sat busser ind, så de strandede passagerer uden for hovedstaden kan blive fragtet videre - men det kommer til at tage nogen tid, siger Tony Bispeskov.