Kaptajn tilbageholdt i havn fordi han var fuld

Kaptajnen på det liberiansk indregistrerede skib 'Lissa Topic' var tilsyneladende så fuld, at han blev tilbageholdt af politiet til en spiritusprøve.

Årvågne personer på Fredericia Havn forhindrede lørdag, at en tilsyneladende beruset kaptajn kom ombord på det liberiansk indregistrerede skib 'Lissa Topic', skriver Søfart.dk

Skibet var ellers klar til at forlade havnen, da episoden indtraf, hvor slæbebåde var forbundet til det sejlklare skib. Politiet blev tilkaldt, og kaptajnen fik ifølge Søfart.dk taget en spiritusprøve og efterfølgende en blodprøve.

- Det er korrekt. En person er blevet tilbageholdt for at være påvirket af spiritus. I situationen vurderer Søfartsstyrelsen, at der er andet personale, der kan sejle skibet, oplyser leder af patruljeenheden Finn Ellesgaard til magasinet. Af hensyn til efterforskningen kan han ikke kommentere sagen yderligere.

Det 190 meter lange skib sejlede ud fra Fredericia Havn ved 2-tiden natten til tirsdag og befinder sig nu i Kattegat.