TV der bevæger dig

Kattekranie, bleer og badering lå og flød i naturen

Hele Fredericia Friskole var i dag ude at samle affald ind på årets første, officielle affaldsindsamlings-dag. De 140 elever fandt lidt af hvert.

00:35

Xenia Lyø er lærer på Fredericia Friskole. For hende er naturen rigtig vigtig, og den holdning ønsker hun også, at hendes elever kommer til at have. Video: Hans Lausten, TV SYD

Xenia Lyø er lærer ved Fredericia Friskole. Hun har taget initiativet til, at hele skolen i dag skulle ud og samle skrald. Foto: Hans Lausten, TV SYD

1 af 2

Blikket er rettet koncentreret mod græsset. Den gennemsigtige sæk bliver slæbt afsted, mens de blå handsker sidder på, så hænderne kan gribe fat i al slags affald.

Eleverne på Fredericia Friskole er i fuld gang med at samle affald i naturen på dagen, hvor årets affaldskampagne begynder.

Det er en af skolens lærer Xenia Lyø, der har taget initiativ til, at eleverne skulle have handskerne på i dag. 

Vi har en helt fantastisk, dansk natur, og det ønsker, jeg også, at de fremtidige generationer kommer til at have.

Xenia Lyø, lærer, Fredericia Friskole

- Det er vigtigt for mig, at vi passer på naturen. Vi har en helt fantastisk, dansk natur, og det ønsker, jeg også, at de fremtidige generationer kommer til at have, siger Xenia til TV SYD.

 

Hele Fredericia Friskole droppede i dag tavleundervisning til fordel for at samle skrald ind i naturen.  Foto: Hans Lausten, TV SYD

Eleverne skal lære, hvor meget affald forurener 

For hende kommer det helt naturligt, at man skal tage jakken på for at gå ud i naturen og samle skrald.

Hun har selv gået på en friskole, hvor der var meget fokus på naturen, og i dag er hun natur- og teknologilærer. Derfor håber hun og brænder for, at eleverne på Fredericia Friskole får samme interesse for naturen ind under huden.

- Mit ønske er, at børnene bliver bevidste om, hvor meget affald forurener - hvor vigtigt det er, at når de ser en dåse liggende i naturen, at de samler den op og putter den i skraldespanden og ikke bare selv smider den over skulderen, fortæller Xenia Lyø.

Eleverne bliver ikke bare lidt klogere 

Hun havde i dag fået alle elever på Fredericia Friskole væk fra tavlen og ud i naturen for at fylde sække med skrald. Så med 140 elevers hænder blev der i dag samlet en masse affald ind.

Det blev til 207 pantflasker, 2.908 cigaretskod og 26 fyldte sække med blandt andet en badering, halve cykler, udstødningsrør, bleer, et kranie fra en kat og sidespejle fra biler.

Det er dumt, at folk smider affald i naturen, fordi dyr, blomster, træer og græsset kan dø af det.

Nynne Smidt Christiansen, 2. klasse, Fredericia Friskole

Efter at have samlet alle de efterladte genstande ind fra Fredericias natur, blev flere af eleverne meget klogere på, hvor stor skade affald kan gøre ved naturen. 

- Det er dumt, at folk smider affald i naturen, fordi dyr, blomster, træer og græsset kan dø af det, siger Nynne Smidt Christiansen, der går i 2. klasse på Fredericia Friskole.

Nynne smider glædeligt efterladt skrald ud 

Det kan undre hende, at nogen smider skrald i naturen i stedet for at smide det i skraldespanden. 

- Jeg tror, at de gør det, fordi de er dovne.

Men én, der ikke er doven, det er Nynne Smidt Christiansen. For når hun ser noget skrald flyde i naturen, tager hun glædeligt grabben frem for at smide det i skraldespanden. 

- Selvom det ikke er mig, der har smidt det, kan jeg alligevel godt hjælpe, siger hun. 

Nynne Smidt Christiansen bærer sækken, som hun, sammen med sin klasse, har fyldt med skrald.  Foto: Hans Lausten, TV SYD