Kødøkse-manden idømt forvaring

Retten i Kolding har taget sjældent anvendt sanktion i brug over for en mand, der overfaldt par i Fredericia. Den 33-årige blev idømt forvaring.

Et overfald på et kærestepar på Fredericia Banegård i februar sidste år var så råt, at den 33-årige mand, der anses for at være hovedmanden, fredag ved Retten i Kolding blev idømt forvaring.

Voldens karakter

- Vi har taget denne sjældent anvendte sanktion i brug på grund af voldens karakter, det manden tidligere er dømt for og en lægelig vurdering. Risikoen for, at han igen ville begå tilsvarende kriminalitet, er stor, siger dommer Laila Nitschke.

Hævn bag overfald

Retten kan ifølge straffelovens paragraf 70 ty til en forvaringsdom, hvis en voldsdømt person skønnes at være til fare for andres liv og helbred, og hvis forvaringen kan forebygge, at det sker igen.

To medgerningsmænd på 31 og 28 år blev fredag også kendt skyldige i vold, men deres straf udmåles først til august, når den ene eller måske begge er mentalundersøgt.

Det var tilsyneladende hævn, der lå bag overfaldet i hallen på Fredericia Banegård, hvor kæresteparret, især den mandlige part, blev sparket, stukket med kniv og slået med en kødøkse.

Parret måtte blødende søge hjælp i banegårdens DSB-kiosk, men blev forfulgt ind i kiosken af to af overfaldsmændene.

Hovedmanden, som politiet tidligere har betegnet som særdeles farlig, blev dømt for stort set alle punkter i anklageskriftet, mens en af de andre mænd blev dømt som medskyldig i volden. Den tredje af mændene deltog kun i en del, der foregik i banegårdshallen.