Kommuner rammes af strejke: Opfordrer pårørende til at hjælpe

Når sygeplejerskernes strejke går i gang til midnat, vil også Fredericia og Tønder kommuner være påvirket.

Der er få timer til, at sygeplejerskernes strejke begynder. Det kommer til at påvirke hele landet, blandet andet vil flere afdelinger på Region Syddanmarks hospitaler blive berørt.

Tønder og Fredericia kommuner vil også blive ramt af den varslede strejke på sygeplejeområdet, har Dansk Sygeplejeråd (DSR) besluttet.

- Vi respekterer, at det er et strejkeramt arbejde, og så gør vi vores bedste, siger koncerndirektør for Voksen og Ældre i Fredericia kommune, Yelva Bjørnholdt Jensen.

I Fredericia Kommune er det seniorområdet, der er blevet udtaget af DSR. Det betyder, at borgere som modtager sygepleje indenfor seniorområdet vil blive påvirket af strejken – herunder hjemmeplejen, plejehjemmene, sygeplejeklinikken og akutsygeplejen.

Pårørende skal give en hånd med

I Fredericia Kommune vil strejken få betydning for 545 borgere, som på nuværende tidspunkt ikke indgår i nødberedskabet i kommunen. Tallet kan dog ændre sig undervejs, hvis det vurderes, at flere skal ind eller ud af nødberedskabet.

Så længe konflikten finder sted, skal de berørte borgere kontakte egen læge eller få hjælp af pårørende blandt andet til opgaver om medicinhåndtering, psykisk hjælp og ukomplicerede sårpleje, lyder opfordringen fra koncerndirektøren.

- Der er mange, der får hjælp til at tælle medicin op hver 14. dag. Det kan også være, at hvis de andre eksempelvis har et sår, de plejer at få hjælp til af en sygeplejerske, så skal de i disse hændelser have en pårørende til at hjælpe sig, siger Yelva Bjørnholdt Jensen.

Strejke i Fredericia Kommune

83 sygeplejersker er udtaget til strejke i Fredericia Kommune. 15 er undtaget.


Det er alle arbejdspladser inden for sygepleje på seniorområdet, som bliver berørt. Det vil sige hjemmeplejen og plejehjemmene, inkl. visitationen, de forebyggende hjemmebesøg, sygeplejeklinikken og akutsygeplejen.

Arbejdspladser, som er undtaget konflikten er plejehjemmene Ulleruphus og Madsbyhus. Det skyldes, at der på nuværende tidspunkt ikke er sygeplejefaglig aktivitet, udover nødberedskabet. Hannerup RehabiliteringsCenter og udekørende nattevagt er også undtaget.

Hjælp hinanden

Alle berørte borgere i kommunen vil have fået tilsendt en mail i e-boks. Ifølge koncerndirektøren kan der være borgere uden digital post, som først vil blive orienteret, når strejken er begyndt.

Det er ikke kun de pårørende Yelva Bjørnholdt Jensen opfordrer til at hjælpe til. Alle må give en hånd med.

- Alle må godt være ekstra opmærksomme på hinanden i en ekstra svær periode, siger koncerndirektøren og hentyder også til de varme vejrmæssige forhold, der for nogle borgere inden for seniorområdet kan give vanskeligheder.

Yelva Bjørnholdt Jensen forsikrer, at kommunen under konflikten løbende er i dialog med DSR. 

Berørte hospitaler og kommuner i TV SYDs sendeområde

  • Regionshospitalet Horsens
  • Sydvestjysk Sygehus
  • Sygehus Lillebælt
  • Sygehus Sønderjylland
  • Fredericia Kommune
  • Tønder Kommune


Kilde: Dansk Sygeplejeråd