Krav om ny borgmester i Fredericia

Fredericia Erhvervsforening kræver nu, at byrådet påtager sig et politisk lederskab og vælger en ny borgmester.

Senest er den årlige nytårskur med repræsentanter for virksomhederne i kommunen blevet aflyst, fordi borgmester Thomas Banke (V) er sygemeldt på ubestemt tid.

Et samlet byråd har udtryk mistillid til ham på grund af bilagsrod og medicinafhængighed.

Erhvervsforeningen mener, at byrådet skal give en viceborgmester bemyndigelse til at optræde på byrådets vegne.

- Det er måske med nogen ret, at mine kolleger rundt omkring i landet spørger, om Fredericia er ved at lukke butikken, siger Palle Mogensen, der er næstformand i erhvervsforeningen.

Borgmester Thomas Banke er sygemeldt på ubestemt tid. Byrådet har ikke magt til at afsætte ham, selv om et samlet byråd har udtrykt mistillid til ham. Byrådet kan kun håbe på, at borgmesteren selv trækker sig tilbage, så det kan vælge en ny borgmester.

Thomas Banke svarer ikke på sin telefon onsdag.